Råvarehandler om raps: 300 kr./hkg stadig realistisk

Jyske Markets tror fortsat på rapspriser op mod 300 kr. pr. hkg.

Jeppe Tokkesdal Jensen, vice president for commodity sales hos Jyske Markets - driver selv landbrug ved siden af jobbet som råvarehandler.

"...og jeg venter med at sælge mit raps," beretter Jeppe Tokkesdal Jensen.

Mark Plus har bedt ham forholde sig til, hvordan han ser rapsmarkedet nu, hvor USA's landbrugsministerium, USDA, offentliggjorde august måneds Wasde-rapport, der over en bred kam sendte afgrødepriserne nedad.

Også rapsprisen er dykket, men det skyldes primært at den følger sojaprisen nedad, vurderer Jeppe Tokkesdal Jensen. Han forventer fortsat prisstigninger i rapsen, ligesom også analysehuset Oil World meldte ud forleden.

Jeppe Tokkesdal Jensen vurderer, at Wasde-rapporten seperat underbygger muligheden for  stigende rapspriser i løbet af sæsonen.

Årsagen er, at verdenslagrene fortsat vil være på ret lave niveauer.

"Faktisk vil overgangslagrene falde til mindre end 4,8 mio. tons mod mængden for den netop overståede sæson på godt og vel 5 mio. tons. For to år siden estimerer USDA at slutlagrene var knap 7 mio. tons. "Stocks to use"-ratioen bliver i år på sølle 6,5 procent, den laveste siden 2003," beretter han.
 
USDA forventer, at EU vil producere mere rapsfrø i år: 22 mio. ton mod 20,5 mio. ton sidste år. Men EU skal stadig importere ca. fire mio. ton for at dække forbruget.

Globalt sættes produktionen totalt til 72,7 mio. tons, men forbruget sættes til 73,3 mio. ton. Kinas lagre vil dykke med en tredjedel på øget forbrug og faldende produktion, og kinesisk import hæves.

Canadisk produktion - af rapsvarianten canola - hæves fra sidste sæsons 18,5 mio. ton til 20,5 mio. ton.

"Men spørgsmålet er, om de varme forhold i Canada gør, at tallet fortsat er realistisk," skriver Jeppe Tokkesdal Jensen.
 
"Så isoleret set for raps ser prismulighederne meget positive ud," lyder vurderingen fra råvarehandleren.

Det, der presser prisen lige nu - og sikkert også vil være en hæmsko fremadrettet - er, at oliefrømarkedet som helhed ser knap så prispositivt ud, siger han.

"Det er især en høj produktion af soja de sidste år i både Syd- og Nordamerika, der hæmmer komplekset. Ligeledes har vi en relativ lav råoliepris, uden udsigt til at det synderligt vil ændre sig den kommende sæson, hvilket presser oliefrøenes konkurrenceevne til energiformål," påpeger Jeppe Tokkesdal Jensen.

"Det minder egentlig meget om hvordan verden så ud i sidste sæson, og derfor tror jeg også at der er god sandsynlighed for, at rapsfrø vil gentage sidste års prisoptur i løbet af vinterhalvåret til 300 kr/hkg. Måske lidt højere hvis vi ser nedjustering af den canadiske canolaproduktion de næste uger," skriver han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.