Ugen på spidsen: Bundlinjen er hemmelig - men hollænderne kan virkelig regne den ud...
Mens Holland måske ikke længere er det store forbillede, når det gælder mælkeydelse, er der stadig andre ting at lære af de knap 17.000 hollandske mælkeproducenter og omkring 800 slagtekalveproducenter.

Jeg har netop været på en studietur i Holland, og noget, der gik igen under samtlige ti bedriftsbesøg var, at landmændene ikke havde specielt godt styr på, hvad deres køer egentlig ydede.

Ville jeg vide tallet pr. ko pr. dag eller ydelsen på 305 dage? Var det ok, hvis de eventuelt mailede tallet, når de havde fundet det? Det var nogle af de reaktioner, jeg blev mødt med, når jeg spurgte til ydelsen.

Fodringsudgifter med to decimaler

Til gengæld vidste de med to decimalers nøjagtighed, hvad det kostede dem i fodringsudgifter at producere et kg mælk eller et kg kød. De vidste også, hvad deres celletal var. Hvad deres fodringseffektivitet var - udregnet i kg mælk pr. kg tørstof i foderet, sådan som hollænderne foretrækker at gøre det.

Samt ikke mindst hvad det kostede dem at slippe af med den overskydende gylle på de bedrifter, hvor det er nødvendigt på grund af for lille jordtilliggende i forhold den animalske produktion.

Det sidste er en udgift, der om vinteren godt kan løbe op i 150 kroner pr. kubikmeter, fordi de hollandske planteavlere som ’aftagere’ af gyllen udmærket ved, at husdyrkollegerne ikke har så mange andre muligheder end at betale dem for at få fjernet gyllen.

De kender med andre ord deres udgifter ret nøje, for det er her, de selv kan sætte ind. Og skal sætte ind.

For eksempel gennem blandt andet et meget stort udbud af biprodukter til at justere fodringsomkostningerne eller ved at bruge ændringer i celletallet som en slags early warning om problemer lige om hjørnet. Længerevarende perioder med for lav fodereffektivitet er også uacceptabelt.

Der tjenes penge

Et af formålene med studieturen var at høste brugererfaringer med automatisk fodring.

Holland halvvejs med fosfatplan: Over 30.000 køer udpegetKvæg 8. marts · 11:57

Det investerer hollænderne i for først og fremmest at spare arbejdstid, allerhelst så meget arbejdstid at de kan passe bedriften alene eller sammen med familien. Dernæst for at løse konkrete fordringsmæssige problemer, for eksempel sortering i foderet, varmedannelse i ensilagen eller for fede senlakterende køer.

Derfor har jeg også hørt kalkulerne bag disse investeringer og spurgt ind til dem. Og her imponerer det, hvor skarpe de til at beregne, hvad et givent problem koster dem og hvad de kan tjene ved at løse det.

Dermed ved de også ret nøje, hvornår en investering er tjent hjem. Og hvordan. Og så investerer de. De grundigt udarbejdede kalkuler giver også en slags køreplan med konkrete delmål for, hvordan en investering skal implementeres. Formålet er målbart og kommer aldrig rigtig ud af syne.

Til gengæld er den øvrige maskinpark sjældent ny. Den er velholdt og funktionsduelig og udgør krumtappen i grovfoderbjærgningen med et ret begrænset antal timers arbejde hvert år, men den er også for længst afskrevet.

Apropos grovfoderbjærgning og markarbejde, så er det oftest alt eller intet. Enten står de selv for det hele undtagen majssnitning, eller også klarer maskinstationen alt andet end fodringen. Køber de sig kun til majssnitning, er majsarealet ofte ret lille…

Desværre går grænsen for, hvad kvægbrugsjournalister kan slippe af sted med at spørge hollandske mælke- og slagtekalveproducenter om, ved deres bundlinje.

Hvad de præcis laver af overskud på deres kød og mælk, står derfor hen i det uvisse. Men for det ikke helt utrænede øje er der ingen tvivl om, at der også tjenes penge.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.