Sektordirektør: CO2-afgift kan afvikle landbruget

L&F har beregnet, at en afgift på for eksempel 750 kroner pr. ton CO2-ækvivalenter vil koste landbruget 12,2 milliarder kr.

En eventuel CO2-afgift til landbruget kan kvæle kvægbruget, og derfor advarede sektordirektør Ida M.L.D. Storm i kraftige vendinger mod en sådan afgift i sin beretning på årsmødet i L&F Kvæg mandag.

L&F Kvæg frygter, at en afgift vil sende produktionen til udlandet, hvor udledningen af klimagasser er større pr. kg mælk, en den er i Danmark.

- Vi er altså kun et grønt foregangsland, hvis vi reducerer de globale udledninger. Ikke hvis vi eksporterer dem fra vores eget lille hjørne af verden - sammen med vores arbejdspladser, understregede Ida M.L.D. Storm.

Ikke besluttet endnu

Der er endnu ikke truffet beslutninger om CO2-afgifter på landbruget. Regeringens ekspertudvalg begynder arbejdet med landbruget i denne uge, og det forventes, at der kommer en rapport til efteråret.

L&F har beregnet, at en afgift på for eksempel 750 kroner pr. ton CO2-ækvivalenter vil koste landbruget 12,2 milliarder kroner Da det årlige driftsresultat før ejeraflønning i 2016-2020 har ligget på 7,7 milliarder kroner svarer det til et minus på 4,5 milliarder kroner til erhvervet med en sådan CO2-afgift. For en gennemsnitlig malkekvægsproduktion giver det en bundlinje på minus 900.000 kroner.

- Det gør det helt tydeligt, at en sådan udgift vil være en afvikling af landbrug – ikke et incitament til at udvikle produktionen. Derfor arbejder L&F imod en dansk særskat på landbrugets biologiske processer, fastslog Ida M.L.D. Storm.

Hun har også troen på, at dansk kvægbrug kan bidrage i stor stil til at reducere udledningen af klimagasser.

Siden 1990 har kvægbruget reduceret antallet af malkekøer med 25 procent, men samtidig er der 20 procent mere mælk. Det betyder, at udledningen af enterisk metan - kobøvser – pr. liter mælk, er faldet med 20 procent.

- Det har vi opnået uden specifikt at fokusere på klimaet – det er opnået gennem løbende optimering i avl, fodring og management. Tænk så, hvad vi kan nå, når vi også begynder at optimere efter klimaeffektiv produktion, fastslog Ida Storm.

Emneord Kvægkongres 2022, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.