Nyt firkløver bag Arlas Klimatjek

Syddansk Kvæg, vestjysk, KvægXperten samt Lemvigegnens Landboforening samler kræfterne omkring Arlas Klimatjek.

Arla har valgt at indgå i samarbejde med Syddansk Kvæg om dette års klimatjek. Reelt er det dog et firkløver bestående af Syddansk Kvæg, vestjysk, KvægXperten samt Lemvigegnens Landboforening, som nu samler kræfterne og indgår et samarbejde omkring Arlas Klimatjek.

De fire parter i det nye samarbejde har alle deres udgangspunkt i kvægtætte områder. Det nye samarbejde handler ikke om at etablere et nyt stort selskab, men formålet er at udnytte de fælles kompetencer og dermed kunne skabe værdi for landmanden.

»Vi er trygge ved at spille hinanden gode, og vi lægger op til et godt samarbejde, som bygger på tillid og respekt. Til daglig er vi konkurrenter, men netop på dette område kan vi sagtens finde ud af at samarbejde, især med meget erfarne klima-rådgivere som ansatte i vores respektive afdelinger. Det vil i sidste ende blive til landmandens fordel«, konstaterer Thorkild Moos, Leder af Syddansk Kvæg.

Arla fortsætter med at betale mælkeproducenterne et klima-tillæg på 7,5 øre/kg mælk. Det sker under forudsætning af, at den enkelte producent indberetter ejendommens klimatjek i skemaet på Arlas leverandørside inden 1. juli. Omkring 200 spørgsmål skal besvares i forbindelse med klimatjekket.

Rådgivningen omkring klimatjekket, som de fire parter nu vil samarbejde omkring, handler ikke om kontrol, men om validering og forståelse af landmandens data.

Faktaboks

Klimatjek

  • Klimatjekket giver mulighed for at benchmarke mod andre bedrifter. 
  • Indikerer konkrete muligheder for udvikling. 
  • Der er sammenhæng mellem lavt klimaaftryk og effektiv produktion via lav dødelighed, høj produktivitet i mark og stald samt en god udnyttelse af ressourcer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.