Roeensilage giver stabil foderplan året rundt

Med det prisniveau, der lige nu er, er der virkelig ræson i at få nogle hektar ind med roer, mener kvægrådgiver Jens Ole Christiansen.

Den største hurdle i forhold til ensilerede roer er at smide folks fordomme ad Pommern til.

Sådan lyder det fra kvægrådgiver Jens Ole Christiansen, som har gode erfaringer med ensilerede roer til kvæg. Fordommene går på, at køerne får ketose og acidose af roerne, og det var også rigtigt i 1960erne hvor man om vinterens stort set kun fodrede med roer og halm. I dag, hvor det udgør en mindre del af fuldfoderet, er det ikke noget problem. Tværtimod bliver køerne sundere, mener han.

»De kunder, jeg har, der er begyndt med ensilerede roer, bliver ved med det«, siger han.

Hans anbefaling er at fodre ca. 3 kg tørstof om dagen (maks. 6 kg) i ensilerede roer og 1,5 kg tørstof i roepiller. Så trives køerne.

Analyser viser, at ’de novo fedtsyrer’ i mælken stiger, når man begynder at fodre med dette fodermiddel. Man skal helst ligge over 25 gram de novo fedtsyrer pr. 100 gram totale fedtsyrer, som er et tegn på, at vommen fungerer godt, forklarer Jens Ole Christiansen.

En sideeffekt er i øvrigt, at koen danner mindre af klimagassen metan, når den æder ensilerede roer, som er et meget koncentreret fodermiddel. På miljøsiden er roerne heller ikke værst, fordi de vokser helt ind i oktober/november og udnytter kvælstoffet godt.

Jens Ole Christiansen mener også, at det er en fordel, at fordøjeligheden af roeensilage er ens fra år til år i modsætning til græs og til dels majs, og man kan fodre med det året rundt. Det giver en stabil foderplan og færre foderskift for køerne, påpeger han.

»Men det er klart, at det er de store udbytter og den gode økonomi, der lokker mest, når kvægbrugere begynder at fodre med roer«, siger han.

Udbytteniveauet ligger i omegnen af 18.000-20.000 kg tørstof pr. hektar og ligger dermed over andre afgrøder.

Men hvorfor ikke bare fodre med friske roer?

Fordi man så kun kan bruge dem i en periode og får udfordringer med frost, forklarer kvægrådgiveren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.