Aldi: Vi har ingen indflydelse på mælkeprisen

Flere parter har udtrykt modstand mod, at Aldi sænker salgsprisen på mælk i deres danske butikker. Mælkeprisen bliver ikke forbedret af, at vi holder salgsprisen kunstigt oppe, siger Aldis vicedirektør.

"Når andre interessenter udtaler, at vores prissætning på konventionel drikkemælk, skader den danske landmand, er det et udtryk for, at de ikke har forstået markedet. Priserne på en liter mælk er på europæisk niveau i øjeblikket meget lave, og også i Danmark."

Det skriver Aldis vicedirektør for indkøb Thomas Bang i en skriftlig kommentar til LandbrugsAvisen.dk.

Det sker som reaktion på, at Økologisk Landforening sammen med Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse i fredags, opfordrer danskerne til ikke at købe mælk hos Aldi. De mener, den lave salgspris på mælk har konsekvenser for landmændene og ikke mindst natur og dyrehensyn. 

Afviser kritikken

Vicedirektøren afviser, at Aldis salgspris skulle kunne forhindre en løsning på mælkemarkedets ustabilitet. Det kræver politiske løsninger og kan ikke løses af detailhandlen, mener han.

Aldi prissætning på mælk har desuden ingen indflydelse på mælkeprisen:

"Hvis vi havde holdt priserne oppe, havde det ingen effekt haft på den situation mælkebønderne står i. Vi kunne selvfølgelig have øget vores indtjening på mælk, men det er bare ikke vores princip! Vores princip er, at vi giver prisfaldet videre til vores kunder," skriver Thomas Bang.

Salgsprisen vil stige igen

Stiger mælkeprisen vil salgsprisen også stige, understreger Thomas Bang. Han anerkender, at der er at gøre med et emne, der berører mange parter. 

"Alene af den årsag, at mælkepriserne er et meget sensibelt tema, har vi bevidst fravalgt at markedsføre prisnedsættelsen, men har forsøgt via en pressemeddelelse at redegøre for baggrunden for prisnedsættelsen," siger han.

Aldi udsendte i onsdags 13. maj, en pressemeddelelse, hvor de meldte ud, at salgsprisen på mælk i deres butikker for fremtiden ville være 3,95 kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.