Arla har udbetalt for meget i mælkepris

Arla har udbetalt for meget i mælkepris i første halvår. Nu rettes krav til bundlinjen for helåret for at komme mælkeproducenterne i møde

Lavere krav til overskuddet skal hjælpe Arlas andelshavere med at holde næsen oven vandet under den hårde krise.

Det melder Arlas bestyrelse i forbindelse med aflæggelsen af halvårsregnskabet for 2015.

»Bestyrelsen foretog på sit møde i sidste uge en grundig gennemgang af den aktuelle situation og drøftelserne i de forskellige ejerlande, og vi er klar til at tage ekstraordinære skridt. Derfor har vi accepteret et lavere nettoresultat for året på 2,7- 3,0 procent, hvilket giver mere fleksibilitet i fastsættelsen af den månedlige mælkepris,” siger bestyrelsesformand Åke Hantoft i en udtalelse.

Normalt er der ellers håndfaste krav til fordelingen mellem den løbende mælkepris og det, der skal blive til Arlas overskud i slutningen af året. 3 procent af omsætningen skal blive på bundlinjen, og derefter fordeles ud i konsolidering og efterbetaling. .

Arla har udbetalt for meget

Ser man på den løbende udbetaling for første halvår af 2015, så udgør Arlas overskud kun 2,3 procent af omsætningen. Dermed har mejeriselskabet reelt udbetalt mere, end hvad retningslinjerne for mælkeprisen siger.

Arlas ledelse skriver dog i halvårsmeddelelsen, at man for helåret forventer at lande med et resultat på bundlinjen inden for rammen på 2,7-3 procent af omsætningen. Netop omsætningen forventes at blive på 10,2-10,3 mia. kroner i 2015; altså mellem 76 og 77 mia. kr.

Efterbetaling på 7,5 øre

Åke Hantoft melder, at efterbetalingen i gennemsnit skal være på en eurocent pr kg. mælk, altså cirka 7,5 øre per liter. Dette flugter med Arlas udmeldinger i forbindelse med mælkeprisen de seneste måneder.

Dermed vælger bestyrelsen altså at fastholde efterbetalingens størrelse, selv om man sænker kravene til overskuddets størrelse - og derved forøger man i realiteten andelen af efterbetalingen i forhold til de ellers vedtagne retningslinjer.

»Bestyrelsen ønsker også at sende et klart signal til alle ejere om, at vi støtter en efterbetaling i marts 2016 fra Arla Foods amba på 1 eurocent i gennemsnit, afhængigt af den efterbetalingsberettigede værdi. Vi agter at drøfte dette med repræsentantskabet i oktober,” siger Åke Hantoft.

Læs mere om regnskabet i dag på Landbrugsavisen.dk

Rettet: afsnit om Arlas forventede omsætning præciseret.

Emneord mælkepris, arla

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.