Partier frygter lempeligere CO2-krav til landbruget

SF og Radikale mener ikke, at reduceret fremskrivning skal føre til lavere CO2-afgift.

Flere partier frygter nu, at klimakravene til landbruget frem mod 2030 kan blive sænket.

Frygten kommer efter den nye klimafremskrivning, skriver DR.

Fremskrivningen viser, at Danmark kun mangler at reducere udledningen i 2030 med yderligere 1,5 millioner ton for at nå klimamålet i 2030. For et år siden manglede der 5,4 millioner ton. 

Men nu frygter SF's klimaordfører, Signe Munk, at kravene til landbruget vil blive mindre, når ny data og opgørelsesmetoder rykkere Danmark tættere på klimamålet.

- Jeg er da enormt bekymret for, at regeringen og i særdeleshed Venstre kommer til at lade landbruget få en fribillet og betale en meget lav CO2-afgift i stedet for at betale en CO2-afgift på linje med alle mulige andre steder i samfundet, siger Signe Munk til DR.

De radikales klimaordfører Samira Nawa er enig og mener ikke, at de nye tal skal blive en sovepude, og at man slækker på ambitionerne på landbrugsområdet.

Minister afventer trepart

Efter planen skal den grønne trepart komme med et samlet bud på en CO2-afgift på landbruget før sommerferien.

Derfor vil klimaminister Lars Aagaard (M) ikke svare direkte på, om CO2-afgiften på landbruget kan ende med at give færre reduktioner, end der var lagt på op til. 

Han vil afvente resultatet fra treparten, understreger han over DR.

/brahe

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle