Banebrydende: Tilsæt få gram og få en højere mælkeydelse

Ugen på spidsen: Bevar den kritiske sans, når nye produkter lover en masse.

 

Om godt en måned løber den store husdyrudstilling EuroTier af stablen i Hannover. Det er et godt sted at se, hvad der er af nyt på tapetet inden for kvægverdenen, og der er nok at se på. 1.700 udstillere i alt!

Det handler om alt mellem himmel og jord i forhold til husdyr. Staldsystemer, inventar, maskiner, IT og ikke mindst vitaminer, mineraler og andre tilsætningsstoffer. 

For nogle uger siden var jeg til forpremiere med nogle af udstillerne, og det var spændende. Det slog mig blandt andet hvor mange forskellige tilsætningsstoffer, der er til foderetog som kan øge mælkeydelsen eller på anden vis gavne landmandens bundlinje. På rad og række sad den ene Dr. efter den anden og argumenterede overbevisende for sit produkt, og jeg begyndte at regne på, hvor meget man kan tjene, hvis man køber alle produkterne og tilsætter foderet og så regner på, hvad det giver i profit. To kr. pr. ko pr. dag her og to kr. dér, bliver til noget, især når man ganger med 10-15 produkter.

Sådan kan man selvfølgelig ikke regne!

Der er ingen grund til at nævne alle produkterne. Der er situationer, hvor de vil virke, men der er også situationer, hvor de ikke vil. Man skal virkelig holde tungen lige i munden. En ko skal utvivlsomt have både vitaminer og mineraler, og måske er en gang gær også godt i nogle situationer. Det vil jeg på ingen måde afvise. Men da de sad der og alle hver især havde noget at putte i foderet, de mener kan give profit, var det også tydeligt, at man skal tænke sig godt om. Der er grænser for, hvor godt det kan være, og hvor mange effekter man kan lægge oveni hinanden. Regnestykkerne så fine ud, men i de fleste tilfælde havde firmaerne selv lavet dem. Ikke som forskning, men mere som erfaringsbaserede eksempler fra en landmand et eller andet sted i Europa, langt fra Danmark. Her vil jeg gerne indskyde, at det jo ikke er sikkert, at det eksempel gælder en selv. Og hvad var forudsætningerne? Var det vitamintilskud sammenlignet med ingen vitaminer, eller var det vitaminer sammenlignet med konkurrentens vitaminer. Der kan være situationer, hvor et produkt er godt, og andre hvor det kun er en udgift. 

Enhver ved, at man ikke bare kan lægge effekten af ti produkter oveni hinanden og få 10 gange ydelsesfremgang. Det er der heller ingen der siger, men det illustrerer ret godt, at man virkelig skal gå kritisk til sagen før man køber tryllepiller og vidundermidler.

Man kan selvfølgelig ikke vende ryggen 100 procent til det. Det er jo ud af de mange, mange prøver og tests, at der på sigt findes nye og bedre veje i kvægbruget. Derfor er det også en god ide at tage på EuroTier og se, hvad der måske er på vej. Måske er der noget, der lige rammer dig eller nogle bestemte situationer, der optræder nu og da, hvor du kan have glæde af et produkt. Men bevar den kritiske sans i forhold til dokumentationen og i forhold til, om det er relevant lige netop på dit landbrug, uanset om der står Dr. på sælgerens visitkort eller ej. 
 

Frederik Thalbitzer, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Frederik Thalbitzer, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.