Byggesagsbehandling bliver dyrere i 2020
På grund af øgede krav til dokumentation og kontrol vil de samlede omkostninger til byggesagsbehandling stige med det nye BR18.

Fra 1. januar 2020 træder Certificeringsordningen for alvor i kraft, idet man, siden Bygningsreglementet BR18 blev indført, har haft en overgangsperiode, hvor al byggesagsbehandling har kunnet varetages i kommunalt regi.

Ansøgninger indsendt til kommunen før 1. januar 2020 vil blive færdigbehandlet i kommunen. Vær opmærksom på, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst.

Certificeringsordningen blev indført i BR18 med det formål at ensrette byggesagsbehandlingen og dermed undgå den uensartede sagsbehandling, der blev udført af de enkelte kommuner. Ændringerne i sagsbehandlingen betyder, at visse bygninger skal godkendes af certificerede rådgivere inden for områderne ’brand’ og ’konstruktion’, mens øvrige forhold fortsat behandles af kommunen.

Den certificerede rådgiver har ansvaret for at kontrollere, at brand- og konstruktionskrav er overholdt i forhold til BR18. Kravene til den certificerede rådgiver afhænger af, hvor kompliceret det konkrete byggeri er - både med hensyn til brandforhold og konstruktion.

Øgede krav

I forhold til tidligere er der øgede krav til dokumentation både før, under og efter et byggeri. Ved byggeansøgninger skal bygherre udpege de navngivne certificerede rådgivere på henholdsvis ’brand’ og ’konstruktion’. Senest ved færdigmelding skal det dokumenteres, at det, som er udført, er i overensstemmelse med bygningsreglementet og som ansøgt. Desuden er der krav om kontrolplaner i løbet af byggefasen, og endelig skal der i forbindelse med den afsluttende dokumentation afventes en ibrugtagningstilladelse fra kommunen, hvilket nu også gælder for landbrugsbyggeri.

Ved anmodning om ibrugtagningstilladelse (færdigmelding) vil der være krav om fremsendelse af dokumentation fra de certificerede rådgivere. Øvrige dokumentationskrav ved færdigmelding er uafhængig af certificeringsordningen, men er, som flere bygherrer, rådgivere og kommuner har erfaret, blevet meget omfattende jf. det nye BR18.

På grund af de øgede krav til dokumentation og kontrol vil de samlede omkostninger til byggesagsbehandling stige med det nye BR18. Kommunen er fortsat berettiget til at kræve byggesagsgebyr, uanset om byggeriet er underlagt certificeringsordningen, mens udgifterne til de certificerede rådgivere og øvrig dokumentation påhviler bygherre.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.