Driftsleder inseminerer ni ud af ti malkekøer med sæd fra kødkvæg

På Andekærgård er forbruget af kødkvægssæd skruet helt op til 90 procent hos køerne. Alle kvier bliver derimod insemineret med kønssorteret sæd op til to gange.

På Andekærgård på Tåsinge er man godt i gang med at udvide besætningen til 1.400 jerseykøer plus opdræt.

I øjeblikket er der 1.000 køer og resten af udvidelsen skal efter planen ske ved eget tillæg af kælvekvier.

Kvierne er for langt størstepartens vedkommende døtre af kvier, for på Andekærgård kører man hårdt på med kønssorteret sæd på kvierne og stort set kun kødkvægssæd på køerne.

Driftsleder Rik Kool fortæller, at ni ud af ti køer insemineres med sæd fra kødkvægsracer. De sidste ti procent - dem med de bedste indekser - får kønssorteret sæd.

Hos kvierne er strategien kønssorteret sæd ved første og anden inseminering. Er kvien ikke drægtig insemineres med almindelig, usorteret sæd tredje gang og lykkes dette heller ikke, lukkes de til tyr.

Når besætningen runder 1.400 køer er målet at holde udskiftningsprocenten nede på 25 pct.

»I vores besætning betyder det, at vi skal slagte en ko om dagen og forvente en nyfødt jerseykviekalv om dagen«, fortæller Rik Kool.

Han skal således bruge 30 kvier hver måned plus det spild, som er dødfødte kalve, dødelighed i opdrætsperioden og de kvier, som ikke bliver drægtige.

Læs mere om bedriften i næste nummer af fagmagasinet KVÆG nr. 3/2019, der udkommer i denne uge.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.