Formænd skriver direkte til 400 landmænd: I behandler mange mælkefebertilfælde

400 mælkeproducenter opfordres i et brev til at undersøge deres omfang af egenbehandlinger for mælkefeber.

I nogle besætninger er det ikke nødvendigt at behandle for mælkefeber. I andre kvægbesætninger behandles op mod 68 procent af køerne for sygdommen, som oftest optræder omkring kælvning.

Den store variation får nu formændene for henholdsvis L&F, Kvæg og Den Danske Dyrlægeforenings Faggruppe Kvæg til at rette en direkte appel til 400 mælkeproducenter, som behandler mange tilfælde af mælkefeber.

- Jeg bliver bekymret, når Fødevarestyrelsen finder alvorlige udfordringer i rigtig mange besætninger i forbindelse med korrekt egenbehandling og registrering af mælkefeber, siger Christian Lund, formand for L&F, Kvæg i KvægNyt.

Som det er nu, må mælkeproducenter selv behandle køer med mælkefeber én gang i løbet af de første fire døgn efter kælvning. Det er en rettighed, som er sikret kraft af de politiske aftaler om sundhedsrådgivning.

- Mulighederne, som følger med sundhedsrådgivningen, er ikke en selvfølge. De er baseret på en tillid til landmanden, og den tillid skal vi værne om, påpeger Christian Lund.

Helle Slot, formand for Den Danske Dyrlægeforenings Faggruppe Kvæg er enig.

- Uanset om det er udfordringer med mælkefeber eller behandling og registrering, som er skyld i de høje tal, er der noget, som ikke er optimalt, når en bedrift behandler virkelig mange køer med mælkefeber. Det skal tages alvorligt, og det gør vi tydeligt opmærksom på nu, siger hun.

Ifølge den seneste opgørelse fra august 2022 er cirka 7,5 procent af de danske køer omkring kælvning registreret med en efterfølgende behandling for mælkefeber. Kigger man på udenlandske undersøgelser viser det en frekvens på tre til syv procent i andre lande.

Fødevarestyrelsen har oplyst, at den planlægger en opfølgende kontrolkampgane på området.

Faktaboks

  • Typiske tegn på mælkefeber: Lammelse, kropstemperatur under 38,5 grader og kolde ører.
  • Landmanden må egenbehandle med kalk i blodet én gang i løbet af de første fire dage efter kælvning.
  • Seges indskærper, at man aldrig må behandle lave en forebyggende behandling med kalk i blodet på en ko, som mistænkes at få mælkefeber. Vil man forebygge kan man i stedet give en calciumbolus i munden ved kælvning og igen 12 timer senere.
  • Mælkefeber kan forebygges ved korrekt goldkofodring.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.