Hvorfor er der ikke flere, som vil opnå de oplagte fordele ved sæsonkælvning?

I weekendens udgave af LandbrugsAvisen fortalte Per og Jacob Nørgård om arbejdet med at lægge om til sæsonkælvning på bedriften ved Gandrup. Hovedformålet med omlægningen er at overgå til en driftsform, hvor der er massivt fokus på enkelte områder ad gangen. Eksempelvis er der kælvninger i ti uger og derefter fokus på mælkefodring nogle måneder, før fokus skifter til inseminering osv.

Per og Jacob Nørgård forlader en driftsform, hvor de hele tiden skal forsøge at være skarpe på alt. Kælvninger, småkalve, insemineringer, goldning, nykælvere osv. Der findes flere eksempler på landmænd, som har skiftet til sæsonkælvning for at opnå de samme fordele, som Per og Jacob ser frem til, men det undrer mig, at det stadigvæk er et få-tal, som samler arbejdsopgaverne i koncentrerede perioder.

maksimal udnyttelse af græsmarken

Ser vi ud i verden, så praktiserer man sæsonkælvning dér, hvor mælken oftest produceres billigst. New Zealand og Irland er gode eksempler, og det hænger selvfølgelig sammen med, at man disse steder kombinerer sæsonkælvning med afgræsning og dermed billig fodring.

Vi kan ikke overføre disse forhold til Danmark 1:1, men vi bør lade os inspirere.

De mælkeproducenter, som lukker køerne på græs, burde spekulere lidt mere i at samle kælvningerne, så man udnytter græsset bedre. Det kan både være i form af kælvninger i det tidlige forår og efterfølgende stort græsoptag til nykælverne, men det kan også være kælvninger midt på sommeren, hvor de senlakterende køer og goldkøerne har kunnet leve af friskt græs.

bedre indkøb

For besætninger med køerne på stald, kan der også spekuleres i sæsonkælvning. Eller i det mindste opsamling af kælvningerne i kortere perioder. Ved at samle dyrene i mere homogene flokke, kan man fodre mere præcist og dermed også indkøbe mere målrettet. I mindre besætninger kan det være en udfordring at lave særlige rationer til goldkøer, nykælver og senlakterende og det vil være lettere, hvis grupperne er større. Goldkomineraler kan indkøbes i større portioner i stedet for mange små, og slagtekøerne kan måske lettere samles i et særligt hold til færdigfedning.

Der vil også være fordele i at koncentere kalvepasningen og opnå ny-staldseffekten, hvor bakterietrykket er minimeret. Man kan måske endda spørge sig selv, om færre kælvninger henover vinterperioden kan øge overlevelsen blandt kalve på landsplan og minimere forbruget af antibiotika?

tænk kreativt

Sæsonkælvning er selvfølgelig ikke for alle. Men det kunne være for flere. Kritikere vil pege på, at mejerierne næppe vil være interesseret i store udsving i mælkeleverancen, men hertil vil jeg påstå, at kælvningssæsonen vil blive placeret forskelligt på bedrifterne, fordi der er forskellige hensyn at tage.

Vil man omlægge til sæsonkælvning skal der selvfølgelig være plads til de ekstra kælvninger og goldkøer, som vil komme i perioder. Der vil også opstå et behov for at ændre inventaret i ungdyrstalden, fordi der bliver større, homogene grupper. Men det bør kunne løses med lidt kreativitet.

personhensynet

Til sidst skal vi også forbi de positive effekter, som kan opstå for dem, der passer dyrene. Måske bliver det lettere at arbejde og overskue arbejdet, når der er få indsatsområder fremfor mange. Måske bliver det lettere at holde gejsten i forhold til kalvepasning, når man ved, at man skal give den en ordentlig skalle i en kort periode. Måske bliver det rart ikke at skulle spekulere på kælvninger, risiko for mælkefeber og nykælvere eksempelvis ved juletid eller henover sommerferien?

Jeg ser mange flere fordele end ulemper.

Hvad tænker du? 

Giv gerne din kommentar herunder.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus.