Hvorfor gives der støtte til sengebåse, som ikke er finansieret på forhånd?

Den seneste uges tid har der været en lind strøm af eksempler på mælkeproducenter, som har fået afslag som følge af Moderniseringsstøtteordningen 2018.

At der gives afslag er ikke overraskende, når puljen på de 110 mio. kr. blev oversøgt med en faktor fem.

Når selv ellers rolige landmænd farer i blækhuset er det begrundelsen for afslagene - at flere ikke kan mestre en tilstrækkelig prioriteringsscore og et minimums antal staldpladser på betydelige 1.115 pladser.

Fra flere sider rejses der kritik af, at støtten primært går til de helt store kvægbrugere, selvom pengene er indsamlet hos alle.

Det kritiseres også, at nogle går lidt længere end andre i forhold til ansøgningen, ved at inddrage pladser til behandling i det samlede antal sengepladser. Dvs. der søges til flere staldpladser end der reelt nogensinde kommer fysiske dyr i stalden.

Det kan man mene om, hvad man vil. Landbrugsstyrelsen har selv fastsat prisen på en behandlingsplads og derfor kan det være ret så nærliggende at tælle den med.

Men behøver det egentlig være så svært, at skrue en ansøgning om støtte til byggeri sammen?

Man kunne eksempelvis kræve, at der skulle foreligge en miljøgodkendelse, en byggetilladelse og tilsagn om finansiering, for at en ansøgning kan gå igennem det første nåleøje. Dernæst kunne man kræve, at der kun må søges på baggrund af det faktiske antal køer, kvier eller kalve, som kan krydstjekkes med det, som der er givet miljøgodkendelse til.

På den måde kunne man stille sagsbehandlingen noget lettere og sikre, at støttekronerne reelt munder ud i ombygninger og nybyggerier af stalde sådan som ordningen reelt er tænkt.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.