Krybestrøm kostede dyrt i robotbesætning

Da problemerne med krybestrøm var værst, var der næsten 100 hentekøer hver dag på Hestbækgaarden, som 10. september er vært for årets Grovfoderekskursion

Hestbækgaarden var i den grad klar til at producere mælk efter en større udvidelse i 2015 til 300 årskøer i en ny stald med sand i sengebåsene og Lely A4-robotter til at klare malkningen. Dertil kommer også ny stald til goldkøer og drægtige kvier samt en ny kalvestald.

I de første par år gik det også som forventet, men gradvist kom problemerne.

»Det kom ligesom snigende. Køerne ville ikke gå i robotterne, og det blev bare værre og værre. Til sidst var vi oppe på at skulle hente en tredjedel af alle køerne«, fortæller Jakob Skov, som overtog Hestbækgaarden efter sine forældre 1. januar 2018, midt i alle problemerne.

»Vi kunne ikke finde årsagen. Vi kiggede på foderet, og vi kunne ændre i foderplanen, men det ændrede bare ikke noget på ydelsen. Køerne stod i stampe«, uddyber han.

Når foderet ikke var årsagen til problemerne, samlede mistanken sig efterhånden omkring krybestrøm.

»Men der er bare svært at finde en dygtig elektriker, der kender til at arbejde med krybestrøm«, husker Jakob Skov tilbage på den tid.

Skal jævnligt tjekkes

Men det lykkedes at finde en elektriker, der kendte til krybestrøm og kunne finde problemet. Eller rettere: Problemerne. For krybestrøm var en udfordring mange steder i stalden.

Nogle problemer skyldes det elektrikerarbejde, der ikke var udført med tilstrækkelig viden om risikoen for krybestrøm, andre problemer skyldes slid og uhensigtsmæssige placeringer.

»Vi skal have elektrikeren ud igen til vinter og have det hele gået igennem for at få rettet fejl og holdt alt ved lige«, siger Jakob Skov. I dag stiller han også krav til både afskærmning og ledningsføring, når der laves elarbejde på bedriften.

Der har været god opbakning fra det lokale Lely-center, som har gjort, hvad de kunne for at løse problemerne, understreger han, men generelt er der ikke meget hjælp og rådgivning at hente omkring krybestrøm.

Ifølge Jakob Skov burde den nuværende ydelse på 12.600 kg EKM/årsko have været højere, men der mangler simpelthen en del af den forventede ydelsesstigning i 2017 og 2018 på grund af krybestrømsproblemerne.

Faktaboks

Grovfoderekskursion

  • Afholdes 10. september 2020
  • Tilmelding og program på www.grovfoderekskursion.dk
  • Værter er Hestbækgaarden ved Farsø og Gaardsted Højgaard I/S ved Løgstør

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.