Landmand med 180 køer: Alle køer under 22-23 kilo EKM bliver fyret

​​​​​​​Blog fra mælkeproducenten: De mindre gode køer kunne betale sig, da mælkeprisen var høj, men prisfald på mælk gør, at Holger Hedelund Poulsen luger ud i køerne. 

Af Holger Hedelund – fortalt til Frederik Thalbitzer

Jeg har flere gange fortalt om, at vi skal have nye malkerobotter. Det bliver sat ind i næste uge. Det har ikke været muligt at skaffe folk til at sætte dem ind før. Det kræver selvfølgelig en tilvænning, når køerne skal gå ind i noget nyt, noget som ikke lugter af gammelt møg, som de kender. Derfor har vi luget ud i køerne. Alle køer der giver mindre end 22-23 kilo EKM om dagen, bliver fyret. Så skal vi ikke bøvle med dem ved indkøringen. De var OK at have, da mælkeprisen var høj, men det kan ikke betale sig at have dem længere. Kødprisen er også stadig relativt høj, og så får vi glæde af det. 

Trist vårbyg

Det er varmt og ikke lykkedes ret godt med vårbyggen. Det er ikke underligt, når vi ikke har fået mere end fem millimeter på halvanden måned.  Det begynder at kunne ses. Tørken er allerede en udfordring, og en vild udfordring, når køerne kommer på græs. Jeg undrer mig over, men når jeg regner baglæns, så henter de tre FEN om dagen derude, hvor de så finder det henne. Vi lukker dem ud overalt, hvor der kan være noget at hente. Vi lagde en halvgammelgræsmark om i havre, hvor de nu græsser havre. 

Første slæt OK

Første slæt blev heldigvis fornuftigt. Vi tog det for tre uger siden. Kvaliteten var OK, og udbyttet måske 75 procent af normalt udbytte. Der var meget stor forskel på markerne. Græsset var dårligst i marker efter vårbyg og bedre i marker efter vinterhvede. Det har virket meget bedre at så i hvedestubben. 

Nu er græsset så gået i dvale. Men i weekenden wrappede vi 1. slæt af lucerne, og resultatet blev rigtig fornuftigt. Vi bruger det med det sammen og køerne er glade for det, lucerne giver virkelig noget ædelyst. Så jeg håber og tror, at vi også kan høste andet slæt i lucernen, for sidste år blev den ved en måned længere end græsset.

Vintersæden og vinterrapsen står stadig godt. Hestebønnerne klarer sig også, men de står også på vores allerbedste jord. 

Flot majs

Majsen klarer sig fantastisk. Vi pløjede til majs i februar og i onsdag kom maskinstationen og radrenser og giver 30 N i rækken og 9 kilo rajgræs mellem rækkerne. Det er noget, der virker, hvis der ellers kommer vand. Majsen er jeg glad for, og jeg har ikke haft en dårlig majshøst siden 1987, som var et koldt år. Dengang snakkede man om, at der var en ny istid på vej. Tingene har virkelig ændret sig. 

Ønsker friere valg

Det er først og fremmest vårbyg, der er en katastrofe. Jeg ærgrer mig over, at vi ikke har ekstra brak frem for vårbyg. Vi har ekstra meget vårbyg for at leve op til efterafgrødereglerne, men det er faktisk kun hvert tredje år, at vårbyggen giver nok. 

Vi skal nok vænne os til, at der kommer tørke og tænke det ind i sædskiftet. 

Der er meget snak om hjælp fra politikernes side. Det undrer mig, at man ikke omgående får lov at slå brakmarker med græs, for venter vi, er græsset ikke noget værd længere. 

Nu skal vi heller ikke gå i koma på grund af tørke. Det er en del af at være landmand, selv om det er en udfordring hver gang. Det bliver bare ikke bedre af alle de regler, der er, og jeg ville ikke have nær så meget vårbyg, hvis jeg ikke var tvunget til at have mange efterafgrøder. Kunne jeg vælge mere frit, så sædskiftet anderledes ud. 

Handler foder nu

Her til sidst kan jeg lige nævne, at vi har været ude at handle foder til næste sæson. Kontrakterne, vi kører på nu, løber ud til efteråret. Priserne er ikke kommet ned i det gamle niveau, det er prisen på gødning til gengæld. 

Det undrer mig også, at der er en relativt lav salgspris på raps, men en høj indkøbspris. Man kan jo undre sig over så meget. I går førte COOP sig frem med, at de satte prisen på mælk ned med 75 øre, altså 60 øre uden moms, men afregningsprisen til landmanden er da faldet med 1,50 kroner. Jeg gad vide, hvor forskellen bliver af. 

Faktaboks

Holger Hedelund Poulsen

  • Ejer Møllegård ved Skanderborg. Blogger til Kvæg på landbrugsavisen.dk
  • Har drevet bedriften i 50 år. Stort fokus på hjemmedyrket foder og at mindske klimabelastningen.
  • Til bedriften hører Danmarks højeste punkt, Møllehøj på 171 meter
  • 180 jerseykøer plus opdræt, alle dyr går på dybstrøelse
  • Gennemsnitlig ydelse pr. ko: ca. 11.000 kg EKM
  • Tre DeLaval malkerobotter, leverer hjerte-to mælk til Arla
  • 270 hektar stærkt kuperet jord, hvoraf 177 er ejet: Majs, slætgræs og græsmark på 100 hektar, vinterhvede, vinterbyg, vårbyg, hestebønner, vinterraps og skov.
  • To ansatte, en elev og en fastansat

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.