L&F: Giv tilskud til praktikpladser

Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at politikerne genindfører praktikpladspræmien for at sikre flere praktikpladser.

Mere end hver fjerde virksomhed ville ansætte flere elever i praktik, hvis elevlønnen var lavere. Det står klart, efter at tænketanken DEA har spurgt mere end 1600 virksomheder, om hvad der skal til, for at de tager flere elever i praktik. Landbrug & Fødevarer mener også, at det skal gøres mere attraktivt at tage elever i praktik.

"Det er en interessant analyse, som illustrerer, at tilbagerulningen af praktikpladspræmien ikke var et hensigtsmæssigt skridt, hvis man er interesseret i at sikre praktikpladser til de unge," siger viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, i en pressemeddelelse.

Ifølge hende har landbruget allerede leveret mange praktikpladser, men meldingerne fra landet er ikke opløftende.

"Når jeg er rundt i landet, virker folk desværre mere og mere forbeholdne i forhold til at tage flere praktikanter. Ganske enkelt fordi det er blevet for dyrt, efter Folketinget valgte at fjerne praktikpladspræmien fra nytår," siger Lone Andersen.

Billigere praktik nødvendigt

Hun mener derfor, at det er vigtigt, at der fremadrettet er fokus på tiltag, der igen gør det attraktivt at have praktikanter.

" En ide kunne være at genindføre praktikpladspræmien eller en lignende ordning. Man kan også se på landmændenes udgifter til betaling af praktikanternes skoleophold. Når mere end 400 virksomheder siger, at de ikke kan få det til at hænge sammen at have praktikanter, er det jo ikke en tilfældighed eller noget, man bør se bort fra. Hvis vi skal have de unge i gang, bliver vi nødt til at se grundigt på området igen," siger Lone Andersen.

Praktikpladspræmie-ordningen i landbruget og andre erhverv blev fjernet med finansloven for 2014.

"Erfaringerne med praktikpladspræmien er positive, og ordningen har bidraget væsentligt til at sikre tilstrækkeligt med praktiksteder til de unge under uddannelse," siger Lone Andersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.