Matematiklærer er skør med køer: Har skrevet bog om koen og mennesket

’Næsten alt om verdens vigtigste dyr’, er titlen på en ny bog, der formentlig vil finde vej til reolerne hos alle, der holder af køer og lever med dem.

Da Anton Raundahl var barn på en kvæggård i det vestjyske, drømte han om at blive mælkeproducent som sin far. Faren var derimod ked af, at han ikke selv havde fået en uddannelse og styrede sin søn i retning af en universitetsuddannelse. Men selv som lærer i matematik og biologi på gymnasieniveau gennem 40 år kan man drømme sig tilbage til barndommen i kostald på en kold vinterdag, hvor man luner sig op ad koens varme mave, mens man strigler koen, og den strækker sig ekstatisk af velvære. Samtidig giver dens gumlen og åndedræt velvære langt inde i menneskehjertet.

Sådan husker forfatteren det. Interessen for køer har levet i Anton Raundahl altid. Når han holder ferie i udlandet, slår han gerne et smut forbi boghandleren og kigger efter ko-bøger og samlinger af racebeskrivelser med flotte billeder, og koens betydning har langsomt vokset sig større. Efter internettets fremkomst blev det lettere at finde bøger om køer fra alverdens lande, og i dag står der cirka seks meter på reolen.

Det slog ham, at der ikke er lavet noget tilsvarende på dansk, mens det i udlandet ikke er usædvanligt.

For tre år siden gik han så i gang med at skrive sin egen ko-bog, som netop er udgivet og fylder 750 sider.

Leksikon og hyggelæsning

I bind 1 finder man beskrivelser af 34 racer, der findes i Danmark, et bind, man nok kan få brug for at slå op i, når man snakker med andre kvægfolk.

Bind 2 handler om samspillet mellem mennesker og køer, og det er interessant. Trådene trækkes tilbage til, da uroksen blev tæmmet og gjort til husdyr, og så kan man ellers læse om, hvordan det er at være ko i dag, på bedstefars tid og endnu længere tilbage.

Der er kapitler om slagtning, om kød og om mælk, men også om mere overraskende emner som kokrammeri, ko-yoga og wellness. Genetik har fået et afsnit, og det samme har horn, ben og hår samt blod.

Vaccination

Et interessant kapitel i en coronatid er kapitlet om vaccination. Ordet vaccination stammer fra det latinske ord ’vacca’, som betyder ko. Det hedder vaccination, fordi den engelske læge Edward Jenner vaccinerede mennesker mod kopper ved at anvende pus fra køer, der var inficeret med kokoppevirus.

Et andet tidsaktuelt kapitel er om køer og klima, hvor forfatteren argumenterer for, at køer cirkulerer kulstof, der findes i naturens kredsløb, mens biler tilfører fossilt kulstof. Det er det fossile kulstof, der forskubber atmosfærens CO2-balance.

Der er masser af andre spændende kapitler. Det vil komme for vidt at komme ind på alle, men bogen egner sig fortrinligt som opslagsbog eller til at læse kapitlerne selektivt efter interesse. Man skulle måske unde sig selv at bruge den som julekalender, hvor man læser et kapitel om dagen – og så skal man i øvrigt starte allerede midt i november bare for at nå bind 2 inden jul.

Faktaboks

Blå bog:

  • Anton Raundahl, Vig, er født i 1949 og voksede op på en gård i Tvis i Vestjylland
  • Ville gerne være landmand, men blev styret i retning af en boglig uddannelse af sin far
  • Cand.mag. i matematik og biologi og har undervist i over 40 år på VUC, hf- og stx-niveau 
  • Gik først på deltid og siden på pension (som 68-årig) for at skrive en bog om koen og mennesket i samspil 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.