Omsider: Årets første stigning til øko-mælkeprisen

Omsider fik økologerne i Arla årets første prisstigning. Og den bliver på tiltrængte 2 eurocent til de danske andelshavere.

Samtidig stiger afregningen for konventionel mælk med 1 eurocent, når måneden skifter til oktober, melder Arla i dag. Dermed lander den konventionelle mælkepris på 261,8 øre/kg, når man medregner ArlagårdenPlus, som langt størstedelen af de danske andelshavere deltager i, men uden tillæg for nonGM.

Årsagerne bag prisstigningerne er, at Arla tjener flere penge, skriver mejeriet.

"Mens Arla’s resultatudvikling har givet mulighed for en prisstigning, er den seneste forbedring på de globale industripriser aftagende, idet der nu er forventning om at tørken vil have mindre påvirkning på mængderne end oprindeligt forventet. Som en konsekvens, mens SMP og ostepriser forbliver relativt stabile, er smør- og flødepriserne faldet i de seneste uger. Med den fulde indvirkning af tørken, som næppe vil mærkes før ultimo 2018 og primo 2019, kan markedet atter ændre sig", skriver mejeriselskabet i beretningen.

Dermed er der lagt op til flere mulige scenarier de kommende måneder med både prisfald og prisstigninger, lyder det til. Arla skriver dog, at udsigterne for de kommende måneder er stabil.

Stor forskel i økoafregning fra land til land

Meldingerne er klarere, når det gælder det økologiske marked, skriver andelsselskabet.

"Bekymring over mangel på leverance af økologisk mælk, på grund af tørken, presser priserne op i Skandinavien, sammenlignet med vore øvrige markeder som p.t. er mere stabile."

Det betyder, at de svenske andelshavere på økosiden får hele 3 eurocent mere, mens der ingen stigninger er til hverken briterne eller centraleuropæerne.

Ser man på Arlaprisen, som er den samlede betaling inklusive alle tillæg, efterbetalinger, renter og andet, så er den justeret, så der nu fremgår en efterbetaling på 17,5 øre/kg for 2018. Det skyldes Arlas bestyrelses indstilling om, at hele årets resultat skal udbetales i efterbetaling.

Faktaboks

For konventionel mælk er fedtværdien 32,11 kroner per kilo, og proteinværdien er 35,32 kroner per kilo.

For økologisk mælk er fedtværdien 39,92 kroner per kilo, og proteinværdien er 43,91 kroner per kilo.

Forventet efterbetaling og rente for 2018 er 17,5 øre, og forventet konsolidering er 0,0 øre.

Tillæg for non-GM foder er 1 eurocent (7,4 øre) – dette kommer i anvendelse i takt med at andelshavere på de enkelte markeder inviteres til at indgå kontrakt om mælk baseret på non-GM foder. 

Arlaprisen er 290,9 øre per kilo konventionel mælk og 347,9 øre per kilo økologisk mælk.

Valutakursen for dette kvartal: 1EUR = 7,443 DKK

Emneord Arla mælkepris

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.