Opfinderen af genialt kvægredskab er død

Den ene af de tre Liet-brødre bag Trioliet er død og efterlader sig ikke bare blokskæreren til udtagning af ensilage, men også verdens største producent af mikservogne.

En trio af brødre med efternavnet Liet. Således fik den hollandske virksomhed Trioliet sit navn tilbage i 1950.

Nu er den ene af brødrene, Cees Liet, død 81 år gammel efter nogen tids sygdom. Den ingeniøruddannede Cees Liet var blandt andet opfinderen af blokskæreren i 1973, som på mange måder revolutionerede udtagningen af ensilage og i dag bruges over hele verden.

I test efter test har blokskæreren hentet topkarakter for sin evne til at bevare foderets struktur og mindske risiko for varmedannelse i ensilagestakken.

Verdens største

Trioliet har derfor også valgt at holde fast i blokskæreren som både stand alone-redskab og som udtagningsredskab på sine selvkørende fuldfoderblandere og indtil for kort tid siden også i sine mest avancerede foderkøkkener til automatisk fodring med hængebane eller robotvogn.

I Cees Liets tid er Trioliet med base i østhollandske Oldenzaal vokset til at blive verdens største producent af fuldfoderblandere. Hans arbejde i firmaet videreføres af hans to sønner Robert og Kees, oplyser Trioliet.

Trioliet forhandles i Danmark af Stenderup og har på få år erobret en markedsledende position.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.