Seges skal undervise i naturpleje

NaturErhvervstyrelsen har afsat en halv million kroner til at sikre bedre viden om naturpleje. Seges har vundet udbuddet.

Seges, det tidligere Videncentret for Landbrug, skal stå for en række gratis kurser og temadage om naturpleje i 2015.

Det blev afgjort i denne uge, hvor Seges vandt et udbud om afvikling af kurserne fra NaturErhvervstyrelsen, som har afsat en halv million kroner til formålet.

For landmænd og konsulenter

På kurserne skal landmænd og konsulenter blandt andet lære om pleje af forskellige naturtyper, støttemuligheder, og regler for naturpleje.

Det ekstra fokus på naturpleje glæder landskonsulent Heidi Buur Holbeck, Seges:

»Vi har gennem flere år påpeget behovet for at få mere viden om naturpleje ud til landmænd og konsulenter. Derfor er det meget positivt, at der nu afsættes ressourcer til en undervisningsindsats,« siger hun.

Interesserede landmænd

Heidi Buur Holbeck understreger, at mange landmænd har stor lyst til at arbejde med naturpleje, men har holdt sig tilbage på grund af usikkerhed om reglerne.

»Den usikkerhed kan vi forhåbentligt få lagt delvist ned, så flere tør gå ind i naturplejeprojekter,«

Kurser i hele landet

Seges inddrager lokale rådgivere i planlægning af landmandsmøderne og forventer, at der i 2015 bliver afholdt aktiviteter for op til 635 deltagere i perioden maj til oktober.

Der bliver både heldagskurser for landmænd med særlig interesse for naturpleje, to timers orienteringsmøder for landmænd og rådgivere, samt temadage for rådgivere inden for naturpleje.

Kurserne vil foregå over hele landet.

Emneord natur

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.