Klimavirkemidlet SilvAir skal testes ude hos landmænd

Klimavirkemidlet SilvAir er nu klar til at blive afprøvet i praksis hos landmænd.

I de kommende måneder skal en antal danske kvægbesætninger med malkekvæg prøve klimavirkemidlet SilvAir. Forskning viser en metanreduktion på mellem 10 og 20 procent, men effekten i praksis kendes ikke præcist endnu.

Ifølge Nicolaj Ingemann Nielsen, chefkonsulent hos Seges Innovation, skal hver ko fodres med cirka 300 gram SilvAir per dag, og den øvrige fodersammensætning skal justeres, så den passer i forhold til kvælstof og protein.

- Det gør brugen af SilvAir lidt mere omstændelig i forhold til klimavirkemidlet Bovaer, og vi ser meget frem til at finde ud af, hvordan det fungerer i praksis, siger han.

Gennem hele afprøvningen måles metanudledningen fra køerne nøje, ligesom foderoptagelse og mælkekvalitet bliver nøje overvåget. Samtidig belyses det økonomiske aspekt for at finde frem til, hvad et ton reduceret CO2-udledning koster ved brug af SilvAir.

Sådan virker SilvAir

SilvAir indeholder stoffet nitrat, der virker ved at »stjæle« brinten fra de metanproducerende mikroorganismer, og dermed mindske metanudledning fra koen.

Afprøvningerne foretages i samarbejde mellem SEGES Innovation, Aarhus Universitet, Arla og Danish Crown.

Resultaterne fra afprøvningen forventes klar til offentliggørelse i foråret 2024.

Ud over Bovaer og SilvAir kan rødalger og Stof X reducere udledning af metan fra kvæg, men disse stoffer er ikke klar til forsøg ude hos landmænd endnu.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.