Skal danske landmænd fritages for at være ledere?

Ugen På Spidsen: Er der en fremtid i, at nogle landmænd overlader opgaven med at agere virksomhedsledere til en ekstern, som kan lede flere kvægbrug på én gang, spørger denne uges klummeskribent på Kvæg Plus.

Nogle landmænd er fødte eller tillærte ledere, og nogle er hamrende dygtige håndværkere, for hvem ledelse er svært at lære. Kan vi hjælpe dem ved at indføre virksomhedsledere, som leder flere kvægbrug på én gang?

Sådan lød et opsigtsvækkende forslag fra en mælkeproducent på et stormøde, som jeg overværede i sidste uge.

Mælkeproducenten uddybede, at hensigten ikke var at se ned på de landmænd, som er mere praktikere end ledere, men at give dem en mulighed for at bruge deres ressourcer på det, de er allerbedst til, nemlig køerne.

I det tænkte eksempel ejer landmændene stadig bedrifterne, men de skal ikke forholde sig til ledelse af medarbejderne og nødvendigvis heller ikke træffe overordnede beslutninger om indkøb osv.

Virksomhedslederen kan være en person, som leder flere kvægbrug og derigennem kan der opstå synergier på medarbejdere, indkøb, salg, samlet pasning af jord osv.

Tanken er interessant for de landmænd, som helst vil være fri for at være ledere, og som hellere vil fokusere på deres passion for dyrene og agere en form for fodermestre på egen bedrift.

Måske gangbar på mindre bedrifter

På samme vis kan jobbet som tvær-bedrifts-leder være interessant for unge i landbruget med appetit på at lede flere landbrug med større kompleksitet.

Modellen kan også være gangbar på de mindre bedrifter, hvor der ikke er råd til at ansatte en fuldtids virksomhedsleder.

For landmanden kræver modellen, at man tør og vil give slip på ansvaret, og det er næppe altid let i et erhverv, hvor man hylder selvstændigheden og muligheden for at være herre i eget hus. Men i takt med at landbrugene vokser til mellemstore og store virksomheder er det vel relevant at se på, hvordan ressourcerne udnyttes bedst muligt.

Hvad tænker du? Kunne du som landmand tænke dig at overlade driftsledelsen og retten til at disponere til en anden? Kunne du som medarbejder eller leder i landbruget se en mulighed i at lede flere bedrifter med flere ejere?

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.