Video: Landmand tog resolut beslutning, da ensilagen næsten kunne svømme

Vestjysk landmandspar måtte tidligere på ugen evakuere ensilagestak med hjælp fra maskinstationen.

"Vi kommer aldrig til at lægge en ensilagestak dér igen".

Sådan lyder Janne Rahbek og Karsten Sigs konklusion, efter at de tidligere på ugen måtte iværksætte en aktion for at redde en kvart million foderenheder, som de store mængder nedbør gjorde det umuligt at nå med en almindelig traktor.

På sit landbrug ved Ulfborg plejer Karsten Sig hvert år at lægge noget græsensilage i markstak, som han så henter hjem, når frosten sætter ind.

Men i år er frosten indtil videre udeblevet. Til gengæld har det regnet. Meget.

"Til sidst kunne vi ikke slæbe fodervognen med ud til stakken, så vi måtte holde på vejen og køre frem og tilbage med grabfulde ensilage. Maskinstationen forsøgte at rømme af til fast bund, men det var bundløst", fortæller Karsten Sig.

Indkaldte maskinstation

Og hvad gør man så, når man mangler foderet?

Karsten Sig valgte at leje et læs køreplader og indkalde maskinstationen med vogne, to gummigede og en gravemaskine, som kunne lægge køreplader ud og rømme jord af stakken.

Kørepladerne blev lagt ud fra vejen til stakken, og i to dage hentede to traktorer med vogne ensilagen hjem til fast bund i køresiloen på gården.

Undervejs var gravemaskinen ved at sidde fast tre-fire gange, og mandskabet måtte opgive ca. 50.000 foderenheder i den mest våde ende af marken.

"Jeg er allermest lykkelig for, at vi fik foderet hjem. Det er ikke et spørgsmål om penge, når vi har brug for foder til dyrene. Men der kommer til at gå en del tid med at rydde op, når vi en gang kan komme derud", bedømmer Karsten Sig.

Han har ikke kapacitet til at lagre alt sin ensilage til de 250 køer plus kvier i plansiloer. Men fremover vil han bruge markstakkene om sommeren og køresiloerne om vinteren.

Emneord video, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.