Måske lysner det nu endelig for præcisionsjordbrug

Nye grupper for præcisionsjordbrug startes nu op flere steder - og også Miljøstyrelsen er med i satsningen. Formålet er bl.a. at få teknikken til at spille sammen i praksis, så mange flere hopper på vognen. Du kan stadig nå at være med.

I går var jeg til Kick-off møde i det nye »Partnerskab for Præcisionssprøjtning« på Forskningscenter Foulum sammen med over 120 andre, der på den ene eller anden måde er interesserede eller involverede i at bruge pesticider og præcisionssprøjtning. Formålet med Partnerskabet er er »at øge anvendelsen af nye teknologier, som kan medvirke til at reducere pesticidforbruget - til gavn for både miljø og bundlinie«.

På mødet deltog mange fra maskinbranchen - og her var også konsulenter, landbrugsskolelærere, forskere - og selvfølgelig landmænd. Dog desværre ikke så mange af sidstnævnte - selvom det i høj grad er landmændene, det hele drejer sig om. Men måske kaldte marken på en dag, hvor temperaturerne efter en kold påske endelig sneg sig op på tocifrede grader.

Fint initiativ

Det var Miljøstyrelsen, der stod bag mødet. De har nemlig set lyset i præcisionsjordbrug, og hvordan det bl.a. kan gavne miljøet. Og nu sætter de fokus på både at udnytte de lavthængende frugter, hvor teknologien er klar og udstyret måske allerede sidder på mange traktorer og redskaber - men bare ikke bliver brugt. Men også på at hjælpe landmændene med at komme i gang. Og at få sat skub i videreudvikling af nye teknologier, der endnu ikke er klar til praktisk brug.

Miljøstyrelsen skal have ros for arrangementet, for initiativet og for at være meget åbne og lyttende til, hvad deltagerne havde af input på mødet i går. For det var nemlig i høj grad det, som dagen drejede sig om. At få samlet et bredt frivilligt forum, der aktivt vil arbejde for at udbrede præcisionssprøjtning og -jordbrug i det hele taget. Og her er landmænd i høj grad velkomne - det er slet ikke for sent at melde sig til. For først nu skal man i arbejdstøjet - partnerskabet løber nemlig de næste fire år.

Tilmelding kan ske på www.mst.dk/pps, hvor man også kan læse mere om partnerskabet.

De-ja-vu

Jeg må dog også indrømme, at dele af dagen var lidt af et de-ja-vu. Problematikken med, at elektronikken mellem redskaber, traktorer og computere ikke spiller sammen, er bestemt ikke ny. Faktisk har jeg hørt den fortvivlende mange gange de sidste mange år - på møder, kongresser, hos konsulenter og ikke mindst hos landmænd. Og gårsdagen var ikke en undtagelse. Det er stadigvæk en kæmpestor hurdle ude på bedrifterne. Landmændene var også i går meget frustrerede. Og selvom hver enkelt maskinfabrikant gerne vil hjælpe med sin del af grejet, mangler det samlede overblik stadig. Og der virker ikke til at være vilje i maskinbranchen til et simpelt fælles system, der kan løse alle problemer.

 

Hvem udfylder hullet

Jeg har i mange år undret mig over, hvorfor rådgivningstjenesten ikke har taget denne udfordring op - og for længst uddannet eksperter på området, der kan rykke ud til alle dele af landet med praktisk hjælp, service og hotline til at få tingene til at spille sammen. Men det kræver eksperter, for det er et meget kompliceret område. Og de fleste landmænd og planteavlskonsulenter har ikke en chance for at kunne løse problemerne på egen hånd. Altså med mindre de specialiserer sig i det - og får tid af chefen til netop at blive eksperter. Men hvordan skulle de kunne det, når de alle sidder med snuden begravet i gødningsplaner, gødningsregnskaber, efterafgrødeansøgninger og EU-ansøgninger i hele den periode, hvor der er brug for hjælp til at få grejet derude til at virke i praksis?

 

Nyt på vej

Der er dog heldigvis nye toner på vej. Seges lancerede for et par måneder siden en ny »skole for præcisionsjordbrug«, hvor de søgte landmænd, planteavls- og maskinkonsulenter, der ville være med til at udvikle præcisionsjordbruget og udarbejde et koncept for et skoleforløb, der kan opkvalificere planteavlere til en digital fremtid.

Også LMO er på vej med noget nyt. For et par uger siden startede de en ny netværksgruppe for præcisionsjordbrugere, som skal være med til at teste værdien ved præcisionsjordbrug - og sikre ny viden og erfaring ved at optimere gradueret tildeling af hjælpestoffer. Her indgår også sparring om tekniske løsninger.

Måske er andre også på vej med noget lignende?

Måske lysner det endelig for præcisionsjordbrug?

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.