Find nu gummistøvlerne frem og gå ud og bestem ukrudtet

Der er meget at tjene på at gå grundigt gennem markerne og se, hvilken ukrudtsbehandling, der er brug for i foråret.
Af Hans Henrik Fredsted, chefkonsulent, Agrovi, fortalt til Frederik Thalbitzer

Ukrudtsbekæmpelsen står for døren, og meget ukrudt står og gemmer sig efter en våd, våd vinter. Det har været ideelt for græsukrudtet, selv om markerne blev behandlet i efteråret. Hvis man virkelig vil have bugt med det og sætte ind med den rigtige behandling, er der ingen vej uden om at traske markerne tynde. Det er ikke nok at stå i vejkanten og kigge ind eller bare følge planen. Man skal have øjnene med sig, så man kan vælge den rigtige strategi.

Led målrettet

Græsukrudt starter i forageren og udvikler sig også først i de fugtige arealer og lavninger i marken. Derfor er det en god idé at være særligt opmærksom disse steder. Hvis der er noget at komme efter dér, er der også tit hist og pist mere af samme slags i pletter inde i marken, så skal det behandles, for det kan lynhurtigt blive en dyr gæst.

Med mindre det er helt afgrænsede pletter i et hjørne osv., som man kan behandle særskilt, bør hele marken behandles, men altså behandles med det middel, som giver den bedste effekt over for det konkrete ukrudt. Og er der ikke noget græsukrudt, ja så kan man selvfølgelig også spare en sprøjtning – det sker også. Kun hvis man har kameraer, får lavet tildelingskort osv. og har det rette udstyr til at differentiere, kan man kaste sig ud i pletsprøjtning.

I dag var jeg ude hos en landmand, der følger principperne for conservation agriculture, og han var heldig med behandlingen i efteråret. Der er faktisk ikke noget at komme efter nu. Omvendt truer græsukrudt rigtig mange andre marker, har jeg konstateret, så man er nødt til at gå ud at kigge.

Snyd ikke dig selv

Jeg synes, der er for mange, der kommer for nemt om ved det og bare gør det, der står i planen fra konsulenten. Planen bliver bare mange gange bedre af, at man går ud og kigger markerne efter for det konkrete problemer.

Der er mange penge at tjene på at gøre det rigtige. Græsukrudt kan blive dyrt i en fart og koste mange tusindkronesedler pr. hektar. Til gengæld skal der så lidt til for at tjene pengene hjem igen.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.