Kornhøst 2020 gav 9,6 mio. ton: Rekordudbytter trak op

Udbytterne satte rekord i mange afgrøder i år. Vintersæd fyldte dog mindre end normalt, så kornhøst 2020 ender på samme niveau som sidste år.

9,6 mio. ton korn. Det lander årets samlede kornhøst på ifølge Danmarks Statistiks netop offentliggjorte foreløbige opgørelse. Det er uhyggeligt tæt på sidste års høst, der afrundet også endte på 9,6 mio. ton - kun 47.000 ton højere end i år. Dermed ligger både 2020 og 2019 hele 37 pct. højere end tørkeåret 2018.

Igen ligger vi tæt op ad rekordårene 2009, 2015 og 2017, hvor den samlede kornproduktion rundede rekordniveauet på hele 10 mio. ton.

LandbrugsAvisens egen høstprognose fra midt i august lød i år på 9,1 mio. ton, og ramte fem procent for lidt. Prognosen blev opgjort i august, da mindst to tredjedele af høsten var i hus. Den er baseret på udbyttemeldinger fra planteavlskonsulenter 13 steder i landet.

Rigtig høje udbytter

Årets gennemsnitlige hektarudbytter for de fleste kornafgrøder ligger 10-15 pct. højere end de sidste ti års snit (2010-2019) - og lidt højere end sidste år. Det siger ikke så lidt, da udbytterne også var høje sidste år. Årets udbytter når da også nye rekorder i mange afgrøder.

Vårbyg gav 63 hkg pr. ha i år mod 61 hkg sidste år og 55 hkg normalt (gns. 2010-2019). Havre gav 57 hkg i år mod både 49 sidste år og normalt. Vårhvede gav 55 hkg i år mod 51 sidste år og 47 normalt.

I vintersæd gav vinterhvede 83 hkg i år ligesom i 2019 og 2017. Normalt yder hveden 74 hkg (gns. 2010-19). Vinterbyg gav 71 hkg mod 70 sidste år og 62 normalt. Rug gav 62 hkg mod 61 sidste år og 58 normalt. Kun rug og triticale satte ikke rekord i år. Den blev sat i 2017.

Meget mere vårsæd

Når den samlede produktion af korn ikke steg i forhold til sidste år, trods højere udbytter, skyldes det, at mange planlagte marker med vinterafgrøder ikke blev sået - eller måtte sås om med vårsæd i foråret - efter et meget vådt efterår og historisk regnfuld februar.

Arealet med vintersæd var i år på 694.000 ha mod 816.000 ha i 2019. Mens vårsæd udgjorde 672.000 ha i 2020 mod 560.000 ha i 2019.

Det samlede areal med korn faldt lidt fra 1.374.000 ha i 2019 til 1.367.000 ha i 2020. Vårbyg blev den arealmæssigt største afgrøde med 41 pct. af kornarealet, fulgt af vinterhvede, som udgjorde 35 pct.

Da vinterafgrøder normalt giver et noget højere udbytte end vårafgrøder, landede årets samlede kornproduktion derfor på samme niveau som i 2019. Hvis fordelingen af vår- og vinterafgrøder havde været som i 2019, ville produktionen i år, ifølge Danmarks Statistik, have været på 9,8 mio. ton.

Det bruges kornet til

Normalt går mere end 70 pct. af den danske kornhøst til foder og 15-20 pct. til eksport. Resten går til udsæd, mel, gryn og industriforbrug (bl.a. øl).

Danmark er oftest nettoeksportør af korn. Salgsværdien af det danske korn udgjorde 10,7 mia. kr. i 2019, hvilket svarer til 14 pct. af landbrugets samlede salgsproduktion.

21.000 landbrug dyrkede korn i 2020. 12.000 havde vinterhvede og 18.000 vårbyg.

Den langsigtede udvikling i udbytterne påvirkes ud over af klimaet især af sortsudvikling og gødningsregler. Også andelen af økologiske landbrug spiller ind, fordi udbytterne her er lavere. Arealet med økologisk korn udgjorde 4,8 pct. af det samlede kornareal i 2019 mod 2,6 pct. i 2009.

Faktaboks

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.