Kuk i klimaet: Populære bælgplanter sendes til Norge og retur igen

Ugen På Spidsen: Der er stor interessere for bælgplanter til plantebaserede fødevarer, som er meget mere klimavenlige end kød. Derfor virker det helt tosset, at bælgplantehøsten skal sendes til Norge for at blive til proteinmel, da der ikke er et anlæg i Danmark, og så retur igen, mener ugens klummeskribent på Mark Plus.

Jeg har netop været til et af Seges udmærkede webinarer, der er en del af erstatningen for Plantekongressen.

Emnet var denne gang "Potentialer og barrierer for øget produktion af bælgplanter".

Det er et emne, der helt sikkert interesserer mange - både økologer og konventionelle landmænd.

Efterspørgslen er der også - forbrugerne vil gerne have flere plantebaserede fødevarer - ikke mindst fordi de er mere klimavenlige end kød. Og her er bælgplanter særligt aktuelle, fordi de har et højt proteinindhold, og derfor kan bruges som alternativer til kød.

Hvor er det danske anlæg?

Klima-begrundelsen er i højsædet hos forbrugerne - og derfor virker det mærkeligt, at der ikke findes et anlæg til at forarbejde bælgplanter til proteinmel til brug i fødevarer.

I dag skal danskproducerede bælgplanter, primært ærter og hestebønner, sendes til Norge og forarbejdes på Vestkorns anlæg - hvorefter proteinmelet sendes retur til Danmark til videre forarbejdning, bl.a. til fødevarer. Det lyder virkelig ikke særlig klimavenligt - hvilket også blev påpeget på webinaret.

Men rent faktisk har anlægget i Norge tidligere stået i Danmark. Nemlig hos DLG Ingredients i Durup, hvor DLGs fødevareafdeling i en årrække producerede mel, handlede med frø og kerner og forarbejdede ærter til proteinmel.

Men DLGs fødevareafdeling blev lukket i 2016, da den havde givet underskud i en årrække. Deres ærteaktiviteter blev solgt til norske Vestkorn, som i dag udvinder protein, stivelse og fibre fra ærter, hestebønner og andre bælgplanter til brug i både fødevarer og foder. Og som eksporterer deres produkter til 43 lande.

Anyone?

Måske fik DLG solgt deres anlæg lidt for hurtigt. Det fortryder de sikkert i dag, hvor der er der en hastig stigende interesse hos forbrugerne i at købe plantebaserede proteinrige fødevarer, som skal være klimavenlige - og helst danskproducerede.

Og der er stor interesse os landmænd for at producere sådanne råvarer.

Så nu mangler vi bare et anlæg til forarbejdning i Danmark for at gøre produktionen rigtig klimaveligt.

Anyone?

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.