Landmand er frontløber med skovlandbrug: Det er ikke så besværligt, som jeg troede

Søren Skjølstrup Jensen er en af de første i Danmark, der har anlagt skovlandbrug på sin bedrift. Han har plantet rækker af frugttræer og bærbuske i små permanente plantage-øer i sin mark - og dyrker sine sædvanlige afgrøder imellem.

Søren Skjølstrup Jensen fra Nyborggaard ved Vildbjerg i Vestjylland har som en af de første i Danmark plantet skovlandbrug på sin økologiske bedrift. Det gjorde han i maj i år.

- På sigt forventer jeg at få mindst samme indtjening i de små plantage-øer med bærbuske og frugt- og nøddetræer som i den omgivende mark med afgrøder, siger han.

Derfor skovlandbrug

På spørgsmålet om, hvorfor han netop har valgt at kaste sig over skovlandbvrug, siger Søren Skjølstrup Jensen:

- Som økologer er vi nødt til at lave en del jordbehandling i markbruget for at holde ukrudtet i skak. Med et skovlandbrug kompenserer vi lidt for al den jordbearbejdning, fordi jorden i plantage-øerne ikke røres. Det gavner klimaet - og også mit fremtidige klimaregnskab, siger han. 

Det er dog den øgede biodiversitet i marken, flere nyttedyr og en bedre bestøvning, der er den primære årsag til, at han er begyndt på skovlandbrug.

Ikke så besværligt endda

Nu hvor han er gået i gang, synes han faktisk ikke, det er så besværligt at praktisere skovlandbrug, som han først troede, det ville blive.

- Hvis man får det planlagt godt, så afstanden mellem plantagerne passer til bredden af sine maskiner, er skovlandbrug ikke så besværligt, som jeg først troede. Men planlægning er vigtig - det er et puslespil at få til at gå op, siger Søren Skjølstrup Jensen.

Fire plantage-øer

Der er fire plantage-øer i den otte hektar store mark - med 48 meter imellem hver.

Hver ø er mindst 0,3 hektar stor - 16 meter bred og næsten lige så lang som selve marken. Marken indgår i bedriftens almindelige sædskifte.

Skovlandbrug er en del af den nye CAP-reform. Hele arealet får grundbetalingstilskud fra EU uanset om det er økologisk eller konventionelt. Selve plantageøerne kan også få det økologiske frugt- og grønt tilskud på 4.000 kr. pr. hektar.

Læs meget mere om skovlandbrug og Søren Skjølstrups bedrift i Magasinet MARK 11, der udkommer 1. november.

Faktaboks

Skovlandbrug

  • Skovlandbrug er en kombination af landbrug og skov, og er et forholdsvis ukendt dyrkningssystem i Danmark
  • Skovlandbrug kan være en vej til et mere bæredygtigt og klimavenligt landbrug
  • I et skovlandbrug skal træer og buske give værdi til landbrugsproduktionen. Det kan ske på flere måder, for eksempel ved at producere frugt og bær

Kilde: Økologisk Landsforening

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.