Landmand på Nordfyn kan ikke få armene ned: Letteste høst nogensinde

Ved Agernæsgaarden på Nordfyn har tørken også resulteret i lave udbytter under høsten. Alligevel ser gårdejer Anders Bay Thomsen på de gode sider af det usædvanlige vejr.

Ved Agernæsgaarden på Nordfyn har gårdejer Anders Bay Thomsen afsluttet den første del af høsten på sine 300 hektar planteavl.

På trods af den landsdækkende tørke er han positiv. Ikke på grund af udbytterne men på grund af en nem arbejdsgang, som er gjort mulig af det varme, tørre vejr.

"Det har været et dårligt år udbyttemæssigt, men jeg vil hellere have, at det tørrer, end at det regner væk. Vi har sprøjtet meget lidt på vores marker, og vi laver nærmest ingen strukturskade. Så jeg synes, det er at foretrække", fortæller den optimistiske landmand. 

Det har taget fire dage at høste 48 hektar engrapgræs på Agernæsgaarden, og Anders Bay Thomsen kan berette om den nemmeste høst, han nogensinde har været med til.

"Normalt tager det dobbelt så lang tid at høste det samme område. I år var der tør jord at køre i, og det bundgræs, som normalt sidder i engrapgræsset var svedet væk", siger han.

"Det er vores høsthjælp, Peter, og jeg, der har været i marken, og vi kunne næsten ikke få armene ned, mens vi var igang, for det var så nemt at køre igennem. Det var en fornøjelse at arbejde i", fortæller frøavleren

I år begyndte de høsten 28. juni, hvor de på normalår ikke starter mejetærskeren op før 5. juli.

Lavere udbytter

Glæden ved den lette arbejdsgang bliver trods alt tynget af de lave udbytter, der findes i markerne. 

"For engrapgræs har udbyttet i år været 62 pct. af bedriftens gennemsnit. Når jeg ser på resten af vores marker, så tror jeg, at de fleste afgrøder er ligeså hårdt ramt", fortæller Anders Bay Thomsen.

På gården dyrkers der også purløg, spinat, hvidkløver, byg, hvede og havre. Han regner med, at vinterhveden klarer sig bedre end resten af gårdens afgrøder, da de har nået at sætte et bedre rodnet.

"Vi har forsøgt at sprede risikoen ud på mange forskellige afgrøder, og det fungerer glimrende i normalårene, men i år har vejret godt nok ramt det hele. Der kan vi ikke gøre noget", forklarer gårdejeren.

Regn redder 15 pct.

Siden maj er der faldet 35 millimeter regn på Anders Bay Thomsens marker. Nedbøret er kommet over to dage, og det har ifølge landmanden gjort stor forskel på det endelige resultat.

"Det vand, der så kom, faldt på et rigtig fint tidspunkt. Jeg vil tro, at det har reddet omkring 15 pct. i udbyttet for engrapgræs", fortæller han og tilføjer, at ikke alle marker fik lige meget vand.

"Vi har også engrapgræs stående 10 kilometer væk, hvor der kun er kommet fem millimeter regn. Her ser vi en meget dårligere afgrøde, så vi er bare glade for, at vi har fået noget nævneværdigt på resten af bedriften", siger Anders Bay Thomsen.

Mere om dette tema

Her kan du se indsendte billeder og læse artikler i forbindelse med LandbrugsAvisen og Gjensidiges årlige konkurrence "Skyd høsten". 

Læs mere om konkurrencen eller deltag med dine egne billeder her

God timing for tørken

Selvom et normalår ville have været at foretrække frem for det knastørre 2018, så falder tørken faktisk på et tørt sted for Anders Bay Thomsen og familien.

"Min kone og jeg venter nyt barn om et par uger, så det er faktisk helt fint, at vi kommer til at have den ekstra tid hjemme på grund af tørken. Skulle tørken komme på noget tidspunkt for vores vedkommende, så skulle det være nu", forklarer den nordfynske gårdejer.

Parret, der venter sig en pige, har i forvejen tre drenge, der også nyder godt af det varme vejr på Agernæsgaarden.

"De er med ude i marken for at hjolde øje med, om alt nu fungerer, som det skal. Det har det gjort i år, så de har haft rig mulighed for at lege i det skårlagte græs, der har været dejlig tørt og blødt", fortæller den snart endnu engang nybagte far.

"Kasper på fire år er fartkontrollør. Han sørger for at vi kører stærkt nok. Simon på syv er ansvarlig for, at vi hører god musik, og Allan på 10 sørger for, at vi får det rigtige at spise. Han  bestiller så hos mor Eva, der laver maden. Så alle har en rolle, når vi arbejder", fortæller Anders Bay Thomsen med et grin.

Tid til stranden

Han glæder sig over, at der for en gangs skyld bliver tid til at tage på stranden og nyde vejret en smule. For ham er det vigtigt at fokusere på de gode ting, et så usædvanligt år som 2018 bringer med.

"I den her branche er vejret noget, vi bliver nødt til, at kunne klare. Vi ligger under naturens luner, og det hjælper ikke noget, når vi klager over vejret, for vi kan ikke ændre på det. Vi kan bedre pive over regler og love, vi er utilfredse med og så bruge kræfterne på at få dem ændret. Men hvad der kommer fra oven, må vi bare få det bedste ud af, vi kan".

Faktaboks

Skyd høsten først

Vær den første til at indsende billedet af en høstede afgrøde. Der er præmie til det først indsendte billede af høsten i hver af de følgende 15 afgrøder:

  • Allerede høstet: Engrapgræs, rødsvingel, vinterby og alm. rajgræs, hvidkløver
  • Mangler høst: Vinterraps, vinterhvede, vårbyg, triticale, rug, havre, spinat til frø og hestebønner.

Alle vindere får et gavekort til Restaurant Flammen på 800 kr.

Skyd høsten bedst

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad 32GB Retina til værdi 2.799 kr. samt 5x1 valgfrit halvårs abonnement på Svin, Kvæg, Mark, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi 669 kr.

Skyd bedste høstvideo

Indsend din høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 3.499 kr.

Du kan deltage i alle konkurrencerne her.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.