Pas på gulrust, flere steder skal den bekæmpes nu

I planteavlskonsulenternes registreringsnet følger man uge for uge angreb af skadegørere. Der er fortsat meget stor spredning i vintersædsmarkernes udviklingstrin i år.

I registreringsnettet er der først på ugen udløst gulrustbekæmpelse i tre triticalemarker med sorten Neogen, hvilket svarer til 30 procent af markerne. I sorten Cappricia er der fundet angreb i én mark, hvilket svarer til 10 pct. af markerne. Fra praksis er tidligere meldt om gulrust i Neogen ved Slagelse og i Gringo på Midtfyn.

Gulrust bekæmpes i modtagelige sorter ved konstateret forekomst, eller hvis blot der findes gulrust i triticale i området. Bekæmpelse kan ske fra vækststadie 30 (begyndende strækning af hovedskud), hvor der er nyvækst, som ønskes beskyttet - med f.eks. 0,3 l Orius Max, anbefaler landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen fra Seges, der står for registreringsnettet.

Det gennemsnitlige vækststadie i triticale lige nu er st. 31.

Vinterbyg

Der er også konstateret bygrust i en del vinterbygmarker. Angreb er fundet i alle sorter - dog mest i KWS Kosmos og KWS Meridian, hvor der er op til 100 procent angrebne planter. Bekæmpelse kan dog i de fleste marker trækkes lidt endnu, anbefaler landskonsulenten.

Hun anbefaler bekæmpelse af bygrust fra st. 32 (to knæ) i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter. I sorten KWS Kosmos er bekæmpelse dog aktuel allerede fra st. 30-31, da den er ekstrem modtagelig for bygrust. Til bekæmpelse kan f.eks. anvendes Orius Max - eller Prosaro hvis der samtidig er skoldplet.

Skoldplet er næstmest udbredt - mest er fundet i sorterne KWS Meridian, Neptun og SY Galileoo. Der er kun fundet meget lidt bygbladplet og meldug.

Det gennemsnitlige vækststadie i vinterbyg er 30 (begyndende strækning).

Hvede og rug

Der er endnu ikke fundet angreb af gulrust eller brunrust i hvedemarkerne i registreringsnettet. Men fra praksis er der tidligere meldt om angreb af gulrust i sorten Drachmann på Sydals, i Sheriff på Stevns og i Benchmark ved Randers, Nordfyn og Odense, oplyser landskonsulenten. Gulrust bekæmpes i modtagelige sorter blot ved fund i marken eller i området fra st. 30. Af de dyrkede sorter er Benchmark og LG Mocca mest modtagelige.

Til gengæld er der fundet meldug i flere hvedemarker, som bekæmpes i modtagelige sorter i st. 29-31 ved over 10 procent angrebne planter. Det gennemsnitlige vækststadie i hvede er 30.

Brunrust i rug

I rug er der ikke fundet meldug - men der er fundet brunrust i en mark på Bornholm. Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 25 procent angrebne planter i vækststadium 30-31, og herefter ved over 10 procent angrebne planter. Brunrust trives bedst ved høje temperaturer og udvikler sig kun langsomt ved de nuværende temperaturer. Det gennemsnitlige vækststadie i rug er 31.

For alle afgrøder gælder det, at der i de tidlige vækststadier medtælles angreb på hele planten - men fra st. 32 medtælles kun angreb på de tre øverste fuldt udviklede blade af hovedstrået.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.