Planteavler vil dyrke hestebønner til fiskefoder

Aftageren giver tillæg til hestebønner i forhold til futureprisen på hvede.

Kontraktdyrkning af foder til fiskeindustrien. Det kan blive fremtiden for landmænd, og Rob Atkin fra Storbritannien prøver netop at kaste sig ud i dette i den kommende sæson.

Fisk skal fodres med protein, og derfor er det hestebønner, Rob Atkin vil så markerne til med. Han har næsten ti års erfaring med hestebønner på kontrakt, men nu kan han se frem til at få et tillæg for hestebønner til fiskefoder. Et tillæg, der sikrer, at hestebønnerne giver et bedre afkast end vinterhvede. Det skriver Farmers Weekly.

“Hestebønner erg gode at have i sædskiftet, og hvis man dyrker dem korrekt, bliver økonomien god, for de kræver ikke de store input”, siger han.

Selskabet, han tegner kontrakt med, Frontier, tilbyder et pristillæg på 40 pund pr. ton  (343 dkr.) over futureprisen på hvede i november og yderligere 10 pund pr. ton (86 dkr.) til de landmænd, der følger Frontiers dyrkningspakke, som består af gode råd fra konsulenterne og krav om at anvende visse biostimulanter samt opnår 29 procent proteinindhold.

Frontier spiller ud med kontrakterne i forbindelse med, at de er ved at bygge et nyt afskalningsanlæg, som åbner senere i år, hvor hestebønnerne vil blive forarbejdet til et proteinrigt bindemiddel, der egner sig i fiskefoderindustrien.

Rob Atkin har valgt Limagrain-sorten Cartouche, fordi den har det højeste proteinindhold. Han vil så 8,5 hektar i en mark, som har været bevokset siden høst sidste år og er afgræsset af får.

Planen er, at frøene skal i jorden i begyndelsen af marts, hvis jorden er tjenlig, ellers vil han udskyde såningen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.