Rådgiver: Mindre septoria og mere gulrust i vinterhveden

Når den sidste sprøjtning i vinterhvede skal køres, er det vigtigt at være opmærksom på, at der i år er et højt smittetryk på gulrust, siger planteavlskonsulent fra Velas.

I den nordlige del af Jylland er smittetrykket fra svampe i vinterhvede altid væsentlig mindre end i syd, og i år er ingen undtagelse. I Syd- og Østjylland og øst for Lillebælt er der nemlig brug for væsentligt mere svampebekæmpelse, men også her er trykket fra septoria meget lavt i år.

Ifølge Kasper Holm Kristensen, der er planteavlsrådgiver hos Velas, er det i år særligt vigtigt at være opmærksom på gulrust, fortæller han i en meddelelse fra Velas.

”Nogle sorter er meget modtagelige overfor gulrust, hvor vi nu for andet år i træk ser et højt smittetryk. Det skyldes blandt andet, at vi har haft mildt vejr i januar og februar. Det er vigtigt at bekæmpe gulrust rettidigt, for at det ikke får konsekvenser for udbyttet”, siger Kasper Holm Kristensen og fortæller, at fanebladssprøjtningen mange steder er udført fra den 19. maj og en uge frem.

”Jeg forventer, at den vil holde, til vi har akset stort set helt igennem. Derefter vil man kunne sætte en afsluttende sprøjtning ind”, siger han.

Der er højt smittetryk af gulrust i Syd- og Østjylland og øst for Lillebælt igen i år. Bileldet er fra sidste år. Foto: Velas  

Lavt smittetryk på septoria

Planteavlskonsulenten fra Velas understreger, at det er essentielt ikke at vente for længe med akssprøjtningen.

”Vi kan tillade os at slutte hveden af, når akset er halvt igennem. Men har man ikke en rustmodtagelig sort, eller er det ikke så længe siden, at sidste sprøjtning er kørt, kan man lige så godt vente, til akset er helt igennem”, siger Kasper Holm Kristensen.

Han peger på, at det desuden er vigtigt at holde øje med brunrust i vinterhveden omkring og lige efter skridning.

”Normalt ses ikke problemer med brunrust, fordi der ved akssprøjtningen anvendes midler med effekt på rust”, siger Kasper Holm Kristensen og tilføjer, at der i år er et meget lavt smittetryk på septoria.

”Der kom jo noget regn omkring 1. maj, og det skulle i teorien udløse en smitte med septoria, som ville gå i udbrud tre uger efter, men det har den ikke gjort i vores område.

Så jeg havde forventet, at vi skulle se mere septoria i den her uge, end vi har”, lyder det fra Kasper Holm Kristensen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.