Ufremkommelige marker hindrer majshøst: Især Nordjylland er udfordret

De seneste uger har været præget af ustadigt og vådt vejr. Det har gjort flere majsmarker ufremkommelige.

I sidste uge bevægede årets majshøst sig med sneglefart på grund af store nedbørsmængder. Vejrguderne har stadig ikke forbarmet sig over landmændene, og majshøsten har derfor også sneglet sig afsted i denne uge.

"Nogle marker er så bløde, at det er umuligt at høste majsen. Høsten venter på tørvejr", beretter planteavlskonsulent Bent Skallebæk fra Sagro.

Det lyder énstemmigt fra landets planteavlskonsulenter, at det våde vejr og de bløde marker er en udfordring, der trækker majshøsten i langdrag.

Sjælland er snart i mål

Landmændene på Sjælland har stort set fået hentet al majsen hjem fra markerne.

Udbytterne ligger 8-10 pct. over normalen.

Gitte Rasmussen fra VKST fortæller, at majshøsten har givet godt på hovedparten af de sjællandske marker. Den sjællandske planteavlskonsulent er dog stadig spændt på at høre mere om kvaliteten af majsen og dermed det endelige udbytte.

Jylland er hårdt ramt

I Midtjylland nærmer det sig, at 70 pct. af majsen er høstet, mens Nordjylland kun beretter om 35 pct. høstet.

Det er i disse to landsdele, at majshøsten især hænger efter pga. store nedbørsmængder.

I Sydjylland, hvor 85 pct. er høstet, ser det mere positivt ud.

De jyske landmænd, der stadig har mange uhøstede majsmarker, håber på kærkomment tørvejr.

Faktaboks

Majshøst:

  • Lidt under en tredjedel af landets majsmarker mangler at blive høstet.
  • Sjælland er stort set færdig med majshøsten.
  • Udbytte-indeks ligger fortsat på 104.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.