Virusgulsot-tolerant roesort på trapperne til danske avlere

Gaucho-knude kan blive løst med ny Maribo-sort. Den danske sukkerroeforædler MariboHilleshög afprøver ny sort, der er tolerant over for virusgulsot. 

Måske ligger nøglen til, hvordan danske sukkerroedyrkere skal klare sig uden midlet Gaucho, i Holeby, hos forædlingsvirksomheden MariboHilleshög. 

Da firmaet i sidste uge var vært for en lokal roedag, oplyste salgschef Ole Lauridsen, at hvis alt lykkes, er der i 2023 en Maribo-sort til salg, der vil være tolerant over for virusgulsot og derfor ikke behøver at blive beskyttet med Gaucho. 

Det fortæller MariboHilleshög i en pressemeddelelse.

Dispensationer til Gaucho

Gaucho har ikke måtte anvendes i EU de seneste år, men stigende udfordringer med virusgulsot har udløst dispensationer i flere lande, heriblandt Danmark, hvor Miljøstyrelsen har dispenseret i 2019-21. En ansøgning om endnu en dispensation i 2022 er på vej, blev det oplyst på roedagen.

Sukkerroefrøet skal dog stadig bejdses med effektive insekticider til at beskytte mod skadedyr i fremspiringsfasen, bl.a. trips og runkelroebiller.

Men den meget tabsgivende virusgulsot, der overføres med ferskenbladlus, kan løses med virusgulsot-tolerante sorter, som MariboHilleshög er ved at udvikle.

Den lå allerede på hylden

"Vi kan ikke forvente, at myndighederne vil dispensere for Gaucho i ret mange år mere. Derfor er virusgulsot noget, vi i høj grad fokuserer på i vores forædlingsarbejde. Vi har lige nu en tolerant sort i 1. års afprøvning. Hvis den klarer sig igennem afprøvningerne, kan vi have den klar til salg om to år," fortalte Ole Lauridsen.

Han blev suppleret af produktmanager Marie Børsting, som oplyste, at den nye sort afprøves i Frankrig, et af de lande der har været hårdest ramt af virusgulsot. 

Lovende afprøvning

"Faktisk var vi for år tilbage begyndt at forædle hen mod tolerance for virusgulsot, men det blev lagt på hylden, da effektive midler som Gaucho dukkede op.

Heldigvis er den pågældende medarbejder stadig hos os, så da problematikken med Gaucho blev aktuel, kunne hun hurtigt få den ned fra hylden igen," sagde Marie Børsting.

Kunsten i den type forædling er at frembringe en tolerance, uden at udbyttet ødelægges. Forsøgene i Frankrig tegner lovende. Marie Børsting oplyste, at i en mark jævnt smittet med virus, stod Maribo-planterne flot. 

Tror på ny dispensation

Ifølge Troels Frandsen, formand for Danske Sukkerroedyrkere, er den gruppe af aktører fra branchen – bl.a. dyrkerforeningen, Nordic Sugar og MariboHilleshög – som søger dispensation i 2022, i god dialog med Miljøstyrelsen.

"Vi har fået at vide, at kravene vil blive skærpet, hvis der kommer en ny dispensation. Blandt andet skal vi se på, om de midler, der er mulige alternativer til Gaucho, kan skabe resistens," oplyste han.

De franske sukkerroedyrkere, som i nogle områder måtte se udbyttet halveret i 2020, har fået dispensation i år. Svenskerne fik ikke, mens der i Storbritannien er givet en mere individuel dispensation i år. 

Troels Frandsen mener, at de danske aktører har en god sag med hensyn til at få en dispensation i 2022. Og han forventer, at Miljøstyrelsen vil komme med sin melding i god tid, så man undgår situationen fra i fjor, hvor den kom umiddelbart før såning. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.