40 maskiner i et hug – Kverneland i historisk handel med danske landmænd

40 sprøjter og gødningsspredere er solgt samlet til danske landmænd i handel til maskiner for 26 mio. kr. på listeprisen.

Kverneland Group i Kerteminde har afsluttet én samlet kæmpehandel til danske landmænd.

To indkøbsforeninger afsluttede nemlig før jul en samlet handel med sprøjter og gødningsspredere til en gruppe af landmænd i to indkøbsforeninger, hvor der samlet set er tale om 40 maskiner.

”Det er to indkøbsforeninger, som ønsker at leve meget privat. Navnene kommer først ud til forhandlerne, når de skal leveres inden udgangen af september”, fortæller markedsdirektør Jørgen Mortensen, der oplyser, at maskinernes bruttopris står i omkring 26 mio. kr., men at landmændene har fået pæne rabatter ved at købe ind i en samlet handel. 

Maskinerne betegnes fra Kverneland som ”fra toppen af hylden” med Isobus og sektionskontrol og gødningsspredere i Geospread version med sektioner af to meter. Maskinerne bliver specialkonfigureret efter kundernes ønsker. Gødningssprederne leveres fra 1.100 til 3.900 liter.  

”Det er stort arbejde at specificere redskaberne, så de passer optimalt til kunden. Der er ikke mange landmænd i dag, som ønsker at købe en standardvare. Jeg tvivler på, at der er to maskiner, som er ens”, siger han.   

Hvor usædvanlig en handel er det?

”Det har vi aldrig haft før i Danmark. De har gået efter en teknologi, der peger fremad. Pris spiller også en rolle, men det er teknologien, som har været vigtigt for dem. Det er glædeligt at se, at der bliver kigget efter teknologi, der optimerer brugen af gødning og planteværnsmidler mest muligt, så vi ikke påvirker miljøet mere end højst nødvendigt”.

Handlen sker direkte med indkøbsforeningerne, men de lokale forhandlere, som endnu ikke ved, om de er med i handlen, fakturerer handlen.

”Vi har 41 udsalgssteder, og i princippet er alle med. Det er kunderne, som vælger, hvilken forhandler, det bliver. Og så byder forhandleren ind med den endelige sammensætning”, forklarer Jørgen Mortensen, Kverneland Group.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.