Disse 10 tekniknyheder bør du se på Agromek

Simpel mekanik eller store maskiner - Agromek har det hele. Her er 10 udvalgte nyheder for teknikentusiasten, som du med fordel kan se nærmere på.

I morgen tirsdag åbner Agromek-udstillingen endnu engang i Herning. Udstillingen rummer som sædvanlig et væld af forskellige produkter til landbruget, og det gælder naturligvis også på teknik og maskinområdet.

Men er der virkelig noget at komme efter? Svaret må være et ja, efter at have været en tur gennem hallerne dagen før Nordens største landbrugsudstilling slår dørene op.

Hvad enten du har brug for store maskiner eller små tekniske finesser, så kan disse 10 nyheder måske være en ide at se nærmere på, hvis du kommer til Herning i de kommende dage.

1: Lav din plov intelligent

Virksomheden AgroIntelli viser et nyt koncept, IPS Headland, hvor man ved at ombygge sin plov kan få ploven til at hæve og sænke hver enkel plov-legeme helt automatisk. Systemet er styret af GPS-signaler og kræver derfor, at traktoren har en gps-antenne. Agrointelli har taget patent på den måde, systemet beregner, hvor plovens forskellige plovlegemer befinder sig for at opnå det bedst mulige pløjearbejde - en slags intelligent sektionskontrol.

2: Verdens største finsnitter

Brøns Maskinimport, den danske importør af Krone produkter, har taget verdens mest kraftfulde finsnitter med på standen. Big X 1180 blev lanceret i sensommeren 2018 og yder intet mindre end 1.156 hestekræfter fra en 12 cylindret Liebherr motor. Den rummer flere nye detaljer så som en nyudviklet corncracker.

3: Fremtidens New Holland

New Holland viser lidt af en fremtidstraktor på sin stand. Det er lykkedes at få den nyeste udgave af koncernens biogas-drevne traktor til Herning, og mens der ikke er de store ændringer i motorrummet i forhold til den tidligere prototype, så er designet og indretningen af kabinen i den grad ny. Den kan meget vel give et indblik i, hvordan fremtidens traktorer fra New Holland kan komme til at se ud.

4: Lille detalje sparer oceaner af tid

Thyregod fejrer 100 års jubilæum på Agromek. Men virksomheden viser også en lille patentanmeldt nyhed, der saver væsentlig af tidsforbruget for maskinstationer, som tilbyder mekanisk radrensning. Ved hjælp af en simpel stålplade, lidt teknisk snilde og en lille låseannordning, kan man på små 30 sekunder på- eller afmontere to ekstra rense-elementer på radrenseren afhængig af, om man radrenser i små majsplanter eller i en mark med større planter og dermed behov for smallere arbejdsbredde for at undgå at skade rødderne.

5: Nyudviklet mejetærsker

Massey Ferguson udstiller ikke på Agromek - og så alligevel. For at bakke op om et ønske fra forhandlerne udstiller Massey Ferguson nemlig sin nye stortærsker Ideal, der er en mejetærsker udviklet fra et blankt stykke papir, og som blev lanceret på Agritechnica for et år siden. Hvis du interesserer dig for mejetærskere, så er maskinen bestemt værd at kaste et blik på.

6: Vejeceller på vognen

Savner du at kunne veje indholdet på din tip- eller frakørselsvogn, så kan Load Manager SG Agri vejesystemet være en mulighed. Systemet kan monteres på alle typer vogne uanset affjedring, og systemet kan selv sende informationer om vognen vægt direkte til din pc eller tablet.

7: Gammel nostalgi

Den får næppe nogen nyhedsstjerne fra Agromek. Men på Dansk Maskinhandlerforenings stand står et ældre eksemplar af en IH 844, som er sponsoreret til bladet Traktor Techs læsere af Maskinforretningen Sørensen og Lyngaard. Traktoren skal efter planen sættes i stand løbende af forskellige frivillige kræfter - præcis som det var tilfældet med en tidligere "læser-traktor". På standen vil der endvidere være live workshop, hvor mekanikere arbejder på en række maskiner.

8: Simpel teknik holder på læsset

hos Western viser virksomheden en ny halmvogn frem, der udmærker sig ved sin måde at fiksere læsset på. Ved hjælp af stropper holder den fast på ballerne og i modsætning til løsninger med hydrauliske spyd tager indpakkede baller ikke skade af at blive transporteret på vognen.

9: Prøv læssemaskine som både knækker og drejer

Claas har på Agromek anlagt en udendørs testbane, hvor man har mulighed for at prøve de nye Torion gummihjulslæssere. Her gemmer sig også en helt ny variant i form af Torion Sinus-serien, der med tre modeller på fem, seks og ni ton egenvægt både er knækstyret og baghjulsstyret. Det gør maskinerne mere manøvredygtige i forhold til traditionelle, knækstyrede læssemaskiner. Styringen foregår via en mekanisk forbindelse med den forreste del af chassiset og bagakslen.

10: Opgraderet kørehåndtag

I mange år har John Deere benyttet et ret så simpelt kørehåndtag i dets traktorer. Men for små to år siden lancerede John Deere et helt nyt et af slagsen, der dels er væsentlig større end forgængeren, og dels rummer en række taster, så man som chauffør har mulighed for at betjene flere funktioner uden at løfte hånden fra håndtaget. Det nye kørehåndtag kan man opleve på John Deeres stand.

 

 

 

 

 

Emneord agromek

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.