Selvkørende robot er nu klar til at så og luge din afgrøde

Markrobotten Farmdroid luger både imellem og inde i rækkerne uden at beskadige afgrøden, og er nu for alvor på vej ud til landmændenes marker.

Drømmer du om at ligge hjemme på sofaen, mens robotter sår og renholder dine afgrøder?

Ja, så er virkeligheden nærmere end du tror. Firmaet FarmDroid har nemlig en lille selvkørende markrobot, der sår og luger, klar til at køre hos de første 10-20 landmænd her i foråret.

Godt nok stadig en demoversion, men der har været stor interesse for at investere i den - og afprøve den hos landmænd. Indtil nu primært hos økologer - men den kan sagtens blive aktuel hos konventionelle landmænd også, hvis vigtige ukrudtsmidler forbydes, fortæller Kristian Vest Warming fra FarmDroid.

"De første robotter til foråret koster 200.000 kr., hvilket ca. er halv pris i forhold til, hvad robotten kommer til at koste, når den er færdigtestet. Til gengæld for den nedsatte pris, skal køberne hjælpe os med at teste den under varierende forhold, bl.a. i skrånende terræn og på forskellige jordtyper. Indtil nu har vi kun afprøvet den på rimelig flad sandjord omkring Rødding i Sønderjylland", siger han.

GPS registrerer hver plantes placering

Markrobotten sår og renser afgrøder ved brug af positioneringsdata fra GPS-satelliter. Det sker på en bæredygtig måde, da robotten er CO2 neutral og anvender solenergi.

"Landmanden indtaster blot arealet, og derpå ved robotten, hvor den skal så og senere rense for ukrudt uden at beskadige afgrøderne. Den fungerer rigtig godt i roer og raps sået på 50 cms afstand, men kan faktisk så og rense afgrøder i helt ned til 10 cms afstand mellem rækkerne", fortæller Kristian Warming.

Selve renholdelsen sker ved, at en lille mekanisk arm kører ind og ud imellem hver plante hele tiden, så både jorden imellem rækkerne og inde i rækkerne renses. Den går tæt på afgrøden uden at røre den, fordi hver plantes nøjagtige placering er registreret via GPS. Så den bruger ikke kamera, som mange andre rensere. Og i takt med at afgrøderne vokser, indstiller man robotten til afgrødens størrelse.

Overvågning

"Robotten behøver ingen fjernstyring, overvågning eller indhegnede marker. Den er tilladt, fordi den kører så langsomt - under 1 km i timen. Den styres via mobiltelefonen", fortæller Kristian Warming.

Den langsomme hastighed betyder så også, at kapaciteten ikke er særlig stor. Arbejdsbredden er tre meter, så robotten kan overkomme at rense en 20 hektar stor mark på en uge. Når den er færdig, starter den bare forfra.

"Kapaciteten er for eksempel 20 hektar roer i foråret og 20 hektar raps i efteråret. Har man større arealer, bør man have flere robotter. I hvert fald hvis den skal over marken en gang om ugen, siger han".

I princippet kan robotten køre 24 timer i døgnet. Men da den kører på solenergi, afhænger det i realiteten af vind og vejr, for der skal være sol til at oplade batteriet. Det var dog ikke noget problem i den solrige vækstsæson 2018, men i et almindeligt år, vil robotten holde stille ind imellem, mens den lader.

Den vejer under 300 kg, og giver derved kun et lille marktryk. Så tung trafik på marken kan minimeres.

Sparer penge

"Omkostninger til såning og renholdelse af afgrøder reduceres markant med robotten i stedet for traditionel såning og renholdelse. For eksempel er besparelsen ved at så og renholde roer på cirka 60 procent, når alt regnes med", fortæller Kristian Warming.

Udover købsprisen er robotten næsten gratis at have kørende.

"Fordi den kører så langsomt, er der kun meget lidt slid på robotten og batteriet".

Stifterne

FarmDroid ApS er stiftet af brødrene Jens Warming og Kristian Warming sammen med Innovationsmiljøet Syddansk Innovation A/S og roboteksperten Esben Østergaard.

Da de startede med at udvikle robotten i 2011, kunne den ikke rense i rækken - kun imellem rækken. Det er noget, der er kommet til senere.

Se mere på www.farmdroid.dk

Emneord

agromek

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle