Danskejet kæmpelandbrug nedskriver sine russiske farme med stort millionbeløb

Idavang har siden december 2022 forsøgt at sælge sine tre russiske grisefarme, og må nu nedskrive værdien af farmene med 99 procent.

Det danskejede landbrug Idavang kæmper fortsat med sine tre russiske farme. 

Senest har landbrugskoncernen, der driver jordbrug og griseproduktion i Østeuropa, måtte nedskrive værdien af sin russiske forretning med 27,2 millioner euro, hvilket svarer til 203 millioner kroner. Det skriver Agriwatch.

Nedskrivningen forringer de russiske aktiviteters værdi med hele 99 procent, når det gælder værdien af de fysiske aktiver såsom bygninger, og 100 procent i forhold til de immaterielle aktiver, hvilket tæller blandt andet varemærker og patenter.

Det fremgår af Idavangs kvartalsrapport for fjerde kvartal af 2023.

Omsætningen går frem - det gør indtjeningen ikke 

Regnskabet fra Idavang, som også driver griseproduktion i Litauen, afslører også, at landbruget som helhed ender med at komme ud af 2023 med en omsætning på 142,3 millioner euro. Det svarer til 1,06 milliarder danske kroner. 

Det er en fremgang i forhold til 2022, hvor omsætningen lød på 115,2 millioner euro.

Også indtjeningen, før renter, skatter og afskrivninger, er steget fra 30,3 millioner euro i 2022 til 45,4 millioner euro i 2023. Mens driftsresultatet helt naturligt rammes af værdiforringelsen i den russiske forretning.

Fjerde kvartal ender derfor med et minus på 25,3 millioner kroner for Idavang.

For året som helhed lander resultatet på knap 800.000 euro, hvilket svarer til lige omkring 6 millioner kroner.

Det er en væsentlig nedgang i forhold til 2022, hvor overksuddet lød på 15,7 millioner euro. 

I årets fjerde kvartal tegnede Rusland sig for 32 procent af omsætningen i Idavang. Dermed fylder den russiske forretning allerede 10 procent mindre af den samlede omsætning i forhold til for bare et år siden.  

I alt dyrker Idavang 9.000 hektar landbrugsjord og opdrætter mere end 800.000 grise årligt.

Fortsætter salg

Idavang driver tre grisefarme i den nordvestlige del af Rusland med en produktion på 36.000 ton kød.

Som følge af krigen i Ukraine har det danske storlandbrug siden december 2022 forsøgt at sælge sine tre russiske grisefarme.

Det blev en nødvendig beslutning, da koncernen også havde tabt store summer i landet årene forinden blandt andet som følge af afrikansk svinepest.

En potentiel køber var i spil sidste år, men det salg afviste de russiske myndigheder. 

På trods af det ønsker Idavang fortsat at sælge sine russiske farme. 

- Bestyrelsen og direktionen i Idavang (har) besluttet fortsat at udforske de strategiske muligheder for fremtiden for Idavangs russiske forretning, hvilket kan resultere i et potentielt salg af virksomheden, skriver bestyrelsen i kvartalsregnskabet. 

Erhvervsstyrelsen i Danmark har trods de internationale sanktioner mod Rusland forlænget sin forhåndsgodkendelse af et salg af Idavangs russiske aktiver indtil udgangen af juni i år. 

Allerede en måned efter Ruslands invasion af Ukraine 2022 valgte Idavang at isolere sine tre farme i et lukket økonomisk kredsløb, hvor der desuden ikke overføres penge til Danmark eller omvendt. 

Opdateret klokken 11:25

Emneord

Fremhævet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle