Idavang isolerer griseproduktion i Rusland

Det danske storlandbrug Idavang, der har aktiviteter i Rusland og Litauen, isolerer nu sine aktiviteter i Rusland økonomisk. Produktionen fortsætter – ikke mindst af hensyn til medarbejderne.

Konsekvenserne af Ruslands invasion i Ukraine får nu storlandbruget Idavang til på ubestemt tid at lade sine aktiviteter i Rusland køre videre i et isoleret økonomisk kredsløb.

En helt ny analyse fra selskabet viser, at Idavang vil kunne overleve alene baseret på aktiviteterne i det litauiske datterselskab.

Det fremgår af en præsentation, der er sendt til Idavangs långivere - obligationsejere. Medejer af Idavang, Jytte Rosenmaj, uddyber:

- Rusland kommer til at køre i sit eget kredsløb, og vi forventer ikke at kunne trække penge ud af landet, siger hun.

Idavang ejer tre farme i det nordvestlige Rusland. Idavang har med en produktion af 36.000 ton kød årligt været den anden største producent af grisekød i området.

Afdækket i en lang periode

I løbet af de seneste uger har ledelsen i Idavang intenst arbejdet på at analysere, hvorvidt selskabet, der har base i Danmark, vil kunne køre videre i lyset af konflikten i Ukraine. Og det kan lade sig gøre af især to grunde, forklarer Jytte Rosenmaj.

- Vi er afdækket på foderkorn indtil næste høst, og derefter er vi også afdækket med 62 megaton, så der er tale om store mængde, siger hun.

- Derudover er svinepriserne steget i Tyskland, og det påvirker os i en positiv retning, siger hun.

Jytte Rosenmaj understreger, at det i de forløbne uger har været vigtigt at få overblik over de økonomiske konsekvenser af krigen.

De ændrede forudsætninger for aktiviteterne i den litauiske forretning er vigtige for Idavang. I det nyligt fremlagte årsregnskab fra Idavang fremgik det, at der var tab på aktiviteterne i Litauen i 2021, mens det var selskabets aktiviteter i Rusland, der trak den samlede bundlinje op i 2021-regnskabet.

Går rundt med klump i maven

Jytte Rosenmaj fortæller, at Idavang-ledelsen naturligvis de seneste uger har haft et økonomisk fokus. Men lige så vigtigt er det også for hende at få sagt, at ledelsen er følelsesmæssigt berørt af situationen.

- Vi går rundt med en klump i maven hele tiden. Der er så mange ting på spil, som ikke direkte har noget med økonomi at gøre, siger hun.

- Vi har medarbejdere, der har familie i Ukraine, og vi har medarbejdere i Rusland, der er bange for hvad der skal ske, hvis vi ikke opretholder produktionen, siger Jytte Rosenmaj.

Derfor har Idavang også valgt, at produktionen i Rusland fortsætter – og i sit eget kredsløb.

- Vi tror, at alle er bedre tjent med os som ejere, end hvis vi skulle blive nationaliseret, siger hun.

- Vi producerer ikke en metervare, men fødevarer til lokalbefolkningen - og har med levende dyr at gøre. Og det ville ikke give mening, hvis vi bare forlader det hele, siger Jytte Rosenmaj.

(Citatet i sidste afsnit er præciseret med en opdatering klokken 11:19)

Faktaboks

IDAVANG

  • Med en produktion på 55.000 ton kød er Idavang den største griseproducent i Litauen med en markedsandel på 31 procent.
  • I det nordvestlige Rusland har Idavang med en produktion af 36.000 ton kød årligt været den anden største producent af grisekød.
  • I alt dyrker Idavang 9.000 hektar landbrugsjord og opdrætter mere end 800.000 grise årligt.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle