En af maskinbranchens største overskud placeres i mursten

Helms TMT Centret har igen realiseret et af branchens flotteste regnskaber. Pengene bliver geninvesteret, lyder det fra familien.

Med under 40 ansatte og et ekstraordinært udbytte på ni mio. kr. af årets overskud på 10 mio. kr., har Helms-familiens maskinhandler-virksomhed Helms TMT-Centret realiseret et af branchens bedste resultater.

Selvom der altså står et stort udbytte i regnskabet, så går pengene ikke til fornøjelse og udbetaling til ejerne, lyder det fra medejer Allan Helms.

”Nej, udbyttet bliver geninvesteret som egenfinansiering i et ejendomsselskab, der bl.a. står for bygningen af vores nye bygning i Ringsted, så det ruster os til de kommende år”, forklarer han LandbrugsAvisen.


Fra venstre ses Jakob og Allan Helms, partnere i Helms TMT-Centret A/S under planlægningen af de sidste detaljer i firmaets kommende sjællandske domicil. Pressefoto
 

Om evnen til at generere overskud for familievirksomheden, peger han på, at det er bygget op i løbet af 70 år med organisk vækst uden, at familien har været ude i de store opkøbsrunder i branchen.

”Man kan købe sig til hurtigere vækst, end vi har gjort, men det koster også mere. Vi har ikke mange dyre investeringer, der skal forrentes”, siger han.

I årets overskud indgår også salget af en gammel grund, som også bidrager til resultatet, siger han.

Det helt store spørgsmål i maskinbranchen det sidste års tid – og også meget aktuelt er, om man kan få leveret varer fra maskinproducenterne, der ligesom i andre brancher døjer med at få komponenter og dele til deres produktion.

Allan Helms peger på, at samarbejdet med få store kunder som eks. Schäffer og McHale har været og er en hjælp.

”Selvfølgelig har vi også nogle ting, som ikke kan leveres, men overordnet set har vi i mange år været gode til at disponere på forhånd, og har hele tiden haft en fast flow. Vi har nogle gode samarbejdspartnere, som også hvisker os i ørene, at det er nu, I skal hjælpe os med at disponere”, siger han og oplyser, at hvis der eks. er seks måneders leveringstid på en eksakt model fra Schäffer, så vil der let kunne findes andre overlappende modeller med hurtigere levering.   

Bred og alligevel smal

For mange i landbruget er Helms især kendt for leverancer af produkter som læssemaskiner fra netop Schäffer, græsmaskiner fra McHale og senest importen af McCormicks traktorer.

Kundegruppen er dog langt bredere med maskiner til alt fra skoven, golfbaner og kirkegårde i arsenalet. Hvad der er det bedste segment lader sig ikke lige afgøre.

”Vi er ikke brede. Vores kundegruppe er bred, men vi har kun en håndfuld produkter, som vi så gør meget i. Vi kunne have mange flere redskaber, men vores mål er ikke at være full line – det er at være specialister, og lige nu er vi ikke i felten efter en masse yderligere produktprogrammer. Vi har ikke taget noget ind det seneste regnskabsår efter, at vi tog noget ind de foregående år. Det arbejder vi i stedet på”, siger Allan Helms.

Til juni næste år har Allan Helms og broderen Jakob Helms fuldført flere års arbejde med generationsskifte med deres far Kristian Helms.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.