Får 22 traktorer på den nye måde

I en kæmpe traktorhandel får dansk maskinstation leveret 22 traktorer via operationel leasing.

Bounum Maskinstation offentliggjorde under Agromek en handel med Skjern Maskinforretning om levering af 22 New Holland traktorer.

Bag handlen står en type finansiering, som langsomt er ved at bide sig fast på det danske traktormarked. I stedet for et traditionelt køb har maskinstationen nemlig erhvervet sig traktorerne på operationel leasing.
Dermed betales traktorerne ud fra en fast timepris efter et fastsat antal driftstimer for traktoren.

”Vi har ikke prøvet at lave så stor en handel før. Men med handlen har vi solgt alle vores blå brugte traktorer på en fornuftig måde og i stedet leaset alle de nye maskiner per time. Vi kunne godt se, at det var en god måde at leje dem ind på”, fortæller Michael Eskildsen fra Bounum Maskinstation.

Med aftalen leveres New Holland-traktorerne i diverse T7 og T8-modeller løbende hen over 2019.
Hos Skjern Maskinforretning er den store handel med operationel leasing i sin helt egen skala.
”Vi har ikke så store erfaringer, men vi har gode muligheder for finansieringen, serviceaftaler og garanti muligheder via vores bagland hos New Holland, som er med til at gøre dette til en god løsning. Men det her er ikke bare for at lave en operationel leasing, det er flere års fælles interesse med maskinstationen, hvor vi har set på, hvordan vi kan optimere servicen, minimere driftsstop og få planlagt, hvad det koster at køre med maskinerne”, siger indehaver Kaj D. Pedersen.
Han betegner handlen mere som et partnerskab end en traditionel handel, fordi maskinstationen får en bedre styring af sine udgifter til traktorens service og den samlede timepris. Desuden bliver der bedre mulighed for at planlægge service og udskiftning af traktorerne.
”I dag betyder bytteprisen på en ny traktor ikke altid mest, men det er vigtigt, hvad det reelt koster at køre med traktoren”, fortæller han.

CNH Capital: Det bliver mere og mere

Hos CNH’s finansierinsdel, CNH Capital, ser man i øjeblikket en stigning i interessen for operationel leasing.

”Vi kan klart godt mærke, at der er en udvikling, og kan godt mærke, at landmænd har fokus på risikominimering og driftsomkostninger. Der er en øget fokusering på at bruge det her redskab.”, bekræfter salgschef hos CNH Capital, Henrik Jensen til landbrugavisen.dk.

I efteråret 2018 anslog han finansieringsformen til at blive brugt i 10 til 15 pct. af handlerne.  

Vil det blive en stigende tendens i 2019?

”Ja, det tror jeg. Jeg tror ikke, at vi vil se en revolution. Jeg tror, at vi vil se en stille og rolig udvikling. Det er stadig i et leje, hvor langt de fleste handler bliver finansieret via de traditionelle instrumenter som traditionel leasing og købsaftaler, men det er stigende”, siger han.

Faktaboks

Hvad er operationel leasing?

Leje: Traditionel leje af udstyr i en given periode. Udlejer påtager sig afskrivning og vedligehold. Udlejer har ejerskab af maskinen.

Købekontrakt og finansiel leasing: Køber påtager sig afskrivning og vedligehold. Køber har ejerskab af maskinen ved aftalens ophør. Maskinens værdi kan aktiveres i regnskabet.

Operationel leasing: Udlejer påtager sig afskrivning og vedligehold (evt. uden fx dæk). Lejer opnår en fast pris pr. driftstime eller hektar. Der er ofte en selvrisiko ved ned-brud. Lejer skal typisk kaskoforsikre maskinen/køretøjet. Udlejer har ejerskab af maskinen ved aftalens ophør.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.