Flaskehalse på maskiner: ”Folk skal have gaming-computere”

Stor efterspørgsel er den gode del af mønten, men der skal kæmpes om komponenterne til at bygge maskiner for producenter som Danfoil.

Det syder og bobler på råvaremarkederne for tiden.

Det har fået landmændenes afregningspriser til at stige pænt, og det gavner også danske maskinproducenter som sprøjteproducenten Danfoil.

”Det mærker vi jo også. Vi er vokset en del internt i biksen, så vi skal lige kunne følge med”, lyder det fra direktør Martin D. Sørensen, da vi ringer for at høre, hvad stigende råvarerpriser betyder for hans forretning.

Den anden side af mønten er samtidig stigende priser på råvarer til Danfoil og en lang række andre producenters produktion i ind- og udland. Udgifter der bl.a. vokser fordi, der efterspørges stål, elektronik og byggevarer og dermed også stigende fragt i takt med, at verden ser ind i vækst og stigende aktivitet efter længere tids corona.

For nylig måtte sågar en af verdens største producenter af traktorer, Agco, indstille produktionen af traktorer og maskiner på et par tyske fabrikker – de kunne simpelthen ikke få de nødvendige komponenter.  

Kampen om komponenterne genkendes også i Danmark.  

”Det kan nogle gange være svært at få komponenter. Ting som mikrochips og sager, det er ved at være støvsuget. Folk skal have gaming-computere”, siger Martin D. Søresen og forklarer, at Danfoil kan producere og med et højt vidensniveau i produkterne foreløbig ikke har hævet priserne på slutprodukterne udover den faste prisregulering til det nye år.

”Den står der stadigvæk. Der sker en periodeforskydning, og vi har rammeaftaler på vores komponenter, så vi har ikke været ude og hæve priserne kraftigt. Hvor vi så ender henne næste gang, det må vi se, når vi kommer derhen”, siger han.

Du kan læse mere om, hvad stigende råvarepriser betyder for produktionen i den nye udgave af LandbrugsAvisen i weekenden.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.