Fremgangen fortsætter: Samson runder trekvart milliard

Den danske gyllevognsproducent slår nye rekorder i et år, hvor handelsselskab har bidraget positivt.

Den danske gyllevognsproducent Samson fortsætter den opadgående kurve som producent og forhandler af gylleudstyr.

Hele Samson Group omsatte nemlig i 2020/2020 for trekvart mia. kr. – en klar forbedring fra forårets 672 mio. kr.

Ejerne i Glerup-familien er nok lige så glade for, at bundlinjen med et overskud på 38 mio. kr. også var væsentligt over sidste års niveau på 26 mio. kr.

I årsregnskabet oplyser Samson, at man forventer, at fremgangen fortsætter i takt med, at stadig mere restriktive gødningsregler rundt omkring i Europa tvinger landmænd til at kigge mod mere avancerede løsninger for deres udbringning af gyllen.

I horisonten oplyser Samson dog også om en enkelt tidsel. Mens nyindkøbte Gøma fik godkendt deres vogne til et større tysk støtteprogram, så blev Samson – i lighed med flere udenlandske konkurrenter – holdt udenfor programmet, som giver støtte til ”miljøvenlig teknologi”, hvor tyske landmænd får op til 40 pct. støtte til køb af udvalgte produkter. Det handicap forventer Samson vil koste på det tyske marked.

Værd at bemærke i Samsom-koncernen er også, at maskinhandlerdelen Samson Agrolize netop nu også leverer sit bedste regnskab op til, at selskabet er fusioneret med naboen Gøma.

Agrolize havde året før et underskud på 1,5 mio. kr., men ender for 2020/21 med et overskud på to mio. kr.

For hele koncernen kan det i øvrigt noteres, at Danmark med en omsætning på 166 mio. kr. stadig er et vigtigt enkelt marked samtidig som, at Samson altså henter langt det meste af salget uden for landets grænser.

Koncernen beskæftiger i underkanten af 500 ansatte, hvoraf der arbejder ca. 170 på Samsons franske fabrik, der producerer Pichon gyllevogne og ca. 70 på den polske fabrik.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.