Kuhn startede dagen med en verdenspremiere

Kuhns franske produktchef er særligt stolt over, at den nye storrive med bånd fra den franske producent er en maskine til det globale marked - og så selvfølgelig bredden.

Der er ganske vist to danske maskinstationer, der har fået leveret hvert sit eksemplar, men der var alligevel tale om en regulær verdenspremiere her til morgen, da franske Kuhn sammen med MI for første gang demonstrerede producentens nye storskårlægger for offentligheden.

Kuhns nye storskårlægger FC 13460 RA rykker nemlig en liga op i kapacitet og tilpasser sig de velkendte 12 meter CTF-systemer for slætgræs, og med en nyhed af den kaliber, var det naturligt, at Kuhns franske produktchef også var til stede under Græsland på markerne ved Frederiks.

- Den er blevet forsinket mindst et år på grund af Covid, men den ekstra tid har vi brugt på at forfine teknikken og dens unikke features, siger produktchef hos Kuhn, Jean-Marie Christ.

Kuhn FC 13460 RA er en bugseret trippelskårlægger med bånd og crimper, der har en variabel arbejdsbredde fra 12,40 til 13,40 meter. Den kan ved en enkelt overkørsel lægge afgrøden i en valgfri skårbredde fra 1,8 meter til 3,0 meter.

Produktchef Robert Vemmelund fra Maskinhandler Indkøbsringen glæder sig over, at man under danske test også har haft mulighed for at sætte et vist dansk aftryk på maskinen, mens Jean-Marie Christ glæder sig over, at "hans" nye maskine er svaret på en efterspørgsel fra kunder i mange egne af verden.

- Jeg er i virkeligheden mest stolt af, at vi har skabt en global maskine med stor fleksibilitet. Det er en maskine, som vi tror rigtig meget på, siger Jean-Marie Christ.

Der er foreløbig leveret to eksemplarer i Danmark. Eksemplaret i Frederiks tilhører således Bounum Maskinstation, mens en anden er leveret til Bredebro Maskinstation.

På MI-standen vises også for første gang i Danmark den frontmonterede pickup rive Kuhn Merge Maxx 440 F. Riven er velegnet til flere forskellige typer behov og kan anvendes alene eller i kombination med den bagmonterede Kuhn Merge Maxx pickup rive. Derudover kan den også anvendes i kombination med rotorriverne fra den franske producent.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.