Maskinstationer opretter junior-netværk

DM&E Junior er navnet på et nyt netværk.

DM&E har præsenteret et nyt netværk, DM&E Junior. Det er en ny landsdækkende organisation under DM&E, hvor intentionen er, at de unge kan stifte nærmere bekendtskab med branchens muligheder.
 
"Der har i længere tid været et ønske om at oprette et sådant forum, hvor særligt den nye generation kan mødes og få sparring på deres situation og netværke med andre unge, der arbejder indenfor maskinstations-, entreprenør, kloakmester og skoventreprenørbranchen", siger Jens Guld, virksomhedsrådgiver i DM&E, i en pressemeddelelse.

DM&E Junior henvender sig til unge, som har eller ønsker tilknytning til DM&E og som ønsker at blive medejer eller leder i en af DM&E’s mange medlemsvirksomheder.

Det var tre unge fra DM&E’s medlemsvirksomheder, der torsdag d. 18. januar præsenterede det nye netværk, heriblandt Tenna Sørensen fra Odder Maskinstation.
 
"DM&E Junior er en oplagt mulighed til at spejle mine erfaringer i andres og få ny inspiration og vigtige inputs til at udvikle mig blandt andre unge, som er i samme båd", fortæller Tenna Sørensen, der til dagligt arbejder på kontoret i Odder med økonomi og regnskabsføring.

Udover sparring med unge i hele Danmark kan medlemmer i DM&E Junior se frem til at deltage i faglige arrangementer samt udflugter i ind- og udland. Det første arrangement i 2018 er planlagt. Det bliver en studietur. Der er planlagt stiftende generalforsamling d. 9. marts kl. 14.00.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.