Morgenposten: Maskinproducents utrolige 73,1 procent – nej tak, den handel er vi ikke med på

Mandag morgens gennempløjning af nyhedsstrømmen for maskinerne bl.a. ser nærmere på en dansk maskinproducent, som bare har nogle helt outstanding nøgletal.

God mandag morgen,

I sidste uge sprang jeg i min påskeiver mandag morgen over. Nu hvor vi har et break i helligdagene og for alvor har fået foråret ud på markerne – så er det igen tid til helt normal mandag morgens gennempløjning af nyhedsstrømmen på maskinfronten. Det betyder bl.a., at du nederst kan læse mere om, hvilke nye tal, der bliver servereret i løbet af ugen – og ikke mindst få overblikket over de seneste dages store historier.

Og der var en hel del i historier her på maskinfronten, som fik meget opmærksomhed her på landbrugsavisen.dk i sidste uge.

En af de mest læste kom fra Rostgård Maskinstation i Sønderjylland, som var kommet i gang med forårssåningen og havde lagt en video på Facebook, som blev set over det ganske land:

Video: Stor maskinstation i gang med såningen

En anden video, som virkelig klikkede igennem her på LandbrugsAvisen Maskiner var besøget hos Thingstrup Landbrug, som har bygget et spektakulært tørreri beklædt i dansk træ: 

Spektakulært midtjysk tørreri lavet af dansk træ: Udseendet er i højsædet

Trumps Kina-krig gør nas for John Deere

På den helt store verdensscene har maskinproducenter som John Deere fulgt bekymret med i det, som er ved at udvikle sig til en handelskrig mellem Kina og USA. Først indførte Trump ekstratold på bl.a. stål, og så svarede kineserne igen med at indføre told for et lignende beløb målrettet en række varer, som kan gøre ondt på amerikanerne – ikke mindst landbrugssektoren, hvor producenter som John Deere vil blive ramt både, fordi priserne på jern forventes at stige eksplosivt, og samtidig fordi markedet for landbrugsmaskiner kan blive hårdt ramt, hvis de amerikanske landmænd får svært ved at sælge deres majs, soja og svinekød til konkurrencedygtige priser.

Se reaktionen fra John Deere her i denne Reuters-historie:

Tractor maker Deere & Co fears a hit from Trump tariffs and retaliation

Fremragende fra He-Va

Når det er forår, så er der en fast tendens, når vi snakker den danske maskinbranche: He-Va sender et solidt regnskab afsted til Erhvervsstyrelsens opbevaring. Og den holdt også stik i år. Resultatet landede før skattebilletten på imponerende 23 mio. kr. og på trods af pæne investeringer i de senere år, så er virksomhedens stødpuder oppe på et niveau, som simpelthen bør beskrives med ordet fremragende: 73,1 procent lyder soliditetsgraden nemlig efter dette års regnskabsstatus.

He-Va, som har rundet sin 40 års fødselsdag, men stadig har stifter Villy Christiansen ved roret, gør en dyd ud af at fortsætte som dansk familieejet virksomhed, selvom de producerer maskiner i en branche, hvor modstanderne bl.a. er internationale giganter.

”Vi kunne godt ekspandere langt kraftigere, end vi har gjort hidtil, hvis vi var villige til at bruge en masse penge på markedsføring og flere nye tiltag. Men vi vil ikke vokse hurtigere, end vi fortsat kan være en familieejet og familiedrevet virksomhed. Vi kalder det en styret udvikling uden at tage unødvendige risici”, lyder det bl.a. fra Villy Christinsen i vores historie, hvor han understreger, at planen absolut er at fortsætte som familieejet:

”Vi ville være meget, meget kede af, at virksomheden skulle gå os af hænde på et tidspunkt, og derfor har vi heller ingen planer om at få penge ind udefra – vi sidder i direktørstolene, og det er os, der får tingene til at ske”, siger Villy Christiansen. Læs hele historien her:

Hylderne er ryddet hos jysk maskinproducent – ”Det går virkelig stærkt lige nu”   

En anden aktør der også har styr på økonomien er Agco-forhandleren Karl Mertz med hovedsæde i Sakskøbing. De har også præsenteret et nyt regnskab med sorte tal på bundlinjen. En af hemmelighederne er, at forretningen ifølge dirktør Anders Mikkelsen ikke spurter efter alle handler. Læs mere om deres opskrift på at være en succesfuld maskinhandler her:

Stor Agco-forhandler efter nyt overskud - Nogle gange siger vi også nej til en handel

Få har købt traktor i 2018

I sidste uge udkom vi også med vores store printtillæg, LandbrugsAvisen Maskiner. En af historierne bringer mig frem til min indledning. Ugens nye tal. Det er selvfølgelig traktorstatistikken for marts måned, som er lige om hjørnet i de kommende dage.

I avisen for leden gjorde vi status over, hvordan starten af året har været for traktorindregistreringerne. Og det har faktisk været ret så miserabelt. Nemlig den værste start for januar og februar kombineret sammen i 17 år. Detaljerne får du i denne historie, som jeg netop har lagt ud på netavisen:

Ualmindelig kold start på traktor-året 2018

Men nu er det trods alt forår, og måske venter der et opsving i tingene lige om hjørnet. Se med i de kommende dage – og ha’ en rigtig god uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Har du et godt tip, så nøl ikke med at ringe på 40283032 eller skriv til mig på cjj@landbrugsavisen.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.