God mandag morgen,
Det er herligt at byde velkommen tilbage til morgenposten – maskinernes eget faste nyhedsoverblik mandag morgen - efter en god, lang sommerferie.
Vi starter i den store traktorverden.
For nylig var topchefen for CNH i diskussion med de analytikere, der følger selskabet. Det er normalt en snak om marginer, omsætningstal og forventninger. Men denne gang var en af hovedtemaerne, hvordan det egentlig går med at få produceret maskinerne hurtigere og sendt dem ud til forhandlerne. Også her er det for længst sivet ind, at det altså igennem lang tid har taget lang tid at få leveret nyt udstyr i branchen.
- Det er på vej til at blive bedre. Men en lille forbedring er ikke det samme som at sige, at det er godt. Når jeg møder vores forhandlere, så er deres største ønske flere leveringer, lød det fra CNH-chefen Scott Wine.
Jeg vender tilbage med mere om de forbedrede leveringer og håbet om, at der kan komme flere maskiner ud og stå hos forhandleren lige om lidt.
Først skal vi til et par aktuelle nyheder.
Retro-Claas er klar
I foråret kunne vi fortælle, at Claas var på vej med en såkaldt limited edition af den store Claas Xerion-traktor. Forleden blev den endelig afsløret. Historien kan også ses som en lille teaser til, at Claas onsdag og torsdag afholder stort pressemøde ved Hamborg for verdenspressen, hvor der angiveligt bliver præsenteret en række nye produkter.
Læs mere her:
Claas fejrer et kvart århundrede med retro-Xerion
New Holland fører traktorligaen
Sidste uge bød også på nye tal for indregistrerede traktorer i Danmark. Med de nye tal har vi nu et billede for årets første syv måneder. Her fører New Holland med 200 traktorer, efterfulgt af John Deere på andenpladsen med 183 stk., mens Case IH indtager tredjepladsen med 143 landbrugstraktorer.
Læs mere her: Grøn amerikaner og ærkerivalen er gået i udbrud i Danmark
Bedre tider i sigte for traktorproducenter
Og så skal vi til historien, som jeg startede med at introducere i starten. Bøvlet i verdens forsyningskæder, hvor det ikke mindst har været vanskeligt at få nok mikrochips, er ikke ovre endnu. Men noget tyder på, at det letter sidste på året, lyder det nu fra topchefen for producenten af Case IH og New Holland, CNH Industrials Scott Wine.
- Tredje kvartal vil formentlig ikke betyde fremskridt med lagerbeholdninger, tror jeg, men fjerde kvartal mener jeg, at vi vil fortsætte med at gøre flere fremskridt. Vi ser en lille smule lempelse i forsyningskæden, og bør være i stand til at forbedre forhandlerlagrene en lille smule mod slutningen af året, siger han og fortæller, at det bl.a. ser ud til at lette lidt med udsigten til at få flere mikrochips. Situationen er global, men netop Europa vurderes til at være det sted, hvor problemerne er størst. Lagrene med nye maskiner er simpelthen mindst, og efterspørgslen er fortsat stor. Selv i Ukraine, hvor krigen hærger, oplyser CNH, har man fortsat travlt med at levere landbrugsmaskiner.
Kan du snart købe en Deutz-robot?
Ja, det kan man nok ikke lige med det første. Men tanken er kommet et skridt nærmere, da selskabet bag Deutz-Fahr, SDF Gruppen forleden købte sig ind i den franske robotudvikler VitiBot, der har udviklet robotten Bakus med speciale i at køre og arbejde i vinmarker.
Se mere her: Deutz-Fahr ruster sig til fremtiden med en maskine, der hedder Bakus
Få Maskinitis
Ja, hvad er det lige for en fisk, jeg serverer her? Jo, i dagene op til sommerferien var vi på banen med et nyt tilbud her fra forretningen:
Kom med ind i maskinhuset og hør bag om de seneste nyheder i traktor- og maskinbranchen. Med andre ord egner podcasten sig særdeles godt til at følge med, når du sidder i traktoren, i bilen eller simpelthen bare har lyst til at høre podcast. Første afsnit finder du her:
Har du også Maskinitis? Hør om den helt overraskende nyhed på kæmpevognen
Og i de kommende uger skal vi atter en tur i studiet og optage den næste podcast, så stay tuned, som man siger.
Det sker
I næste uge spår jeg, at der bliver nyt at berette om John Deere, som kommer med årets tredje regnskabsmeddelelse og en frisk opdatering på tilværelsen med at producere de grønne traktorer.
Jeg har lige været et smut forbi Folketingets hjemmeside for at tjekke, hvordan det egentlig er gået transportministeren med at svare Kristian Pihl Lorentzen på hans spørgsmål om gamle særregler indenfor bælteområdet. Spørgsmålet blev stillet i april, og dengang lød svaret, at det ikke havde været muligt for transportministeren at svare indenfor tidsfristen for nogle uger. Nu begynder embedsværket at vende tilbage fra ferie, og mon ikke det er noget, som de skal til at se på i de kommende uger…. Vi følger op og giver en status næste mandag.
Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen
Relaterede artikler
Kommentarer