Ny Land Rover til pænt brug

Næste generation af Land Rovers stilige Range Rover Evoque dukker op i april. Den blev vist under en snigpremiere i Aarhus i går.

Mens den rå arbejdsbil, den kommende nye Defender, lader vente på sig har Land Rover netop fornyet den stilfulde og kompakte Range Rover Evoque, som især kommer til at gøre sig til i byerne. Selv om bilens udtryk og den coupé-lignende profil er intakt, er der faktisk tale om en helt ny bil. Det siges, at den kun deler dørhængsler med forgængeren, der kom i 2011.

Den nye Range Rover Evoque kommer i handlen i Danmark i begyndelsen af april, men nyheden blev vist frem for pressen under en snigpremiere i Aarhus i går.

"Det er en bil til byen, og vi regner med, at mange af køberne vil være kvinder", siger pressechef hos Jaguar Land Rover Scandinavia, Søren Hyltoft, der om priserne blot bemærker, at den nye ikke bliver billigere end den nuværende, hvor priserne begynder ved godt 500.000 kr.

Motorprogrammet består til at begynde med af en bred vifte af toliters motorer, tre diesel og tre benzin. Basisversionen er en 150-hestes diesel, der fås med enten to- eller firehjulstræk og med automatgear eller manuelt gear. Automatgear er standard på alle øvrige. På dieselsiden fås også versioner med 180 og 240 hestekræfter. Dertil kommer tre benzinere med 200, 250 og 300 hestekræfter.

Søren Hyltoft regner med, at den bedst sælgende model i Danmark bliver den 150-hestes diesel. Men globalt set bliver supersælgeren antagelig en version, som først dukker op næste år, nemlig en ny plug-in hybrid, der har en 1,5 liters trecylindret benzinmotor med 200 hestekræfter i kombination med en 108-hestes elmotor.

Også til terræn

Hvis man ellers kan nænne det, har den nye Evoque, som det forventes af mærket, også visse terrænevner. Den nye Evoque har firehjulstræk og anden generations Active Driveline med Driveline Disconnect for at forbedre effektiviteten og Adaptive Dynamics for at sikre komfort og køreegenskaber. Terrain Response 2, en helt ny teknologi, registrerer automatisk vejoverfladen og justerer opsætningen, mens Evoque nu kan køre igennem op til 600 mm vand mod tidligere 500 mm. Endelig har den fået Ground View-teknologi, der så at sige gør motorhjelmen usynlig ved at lægge kamerabilleder på den øverste touchscreen, så føreren får et 180 graders billede af, hvad der sker under bilens front. Det er en virkeliggørelse af den såkaldte Transparent Bonnet-teknologi, der blev vist af Land Rover i 2014.

 

Ny Defender til det grove

Land Rovers legendariske arbejdshest og stortalent, Land Rover Defender, som også har et vist publikum blandt landmænd og andre praktikere, blev til manges store sorg aflivet i begyndelsen af 2016, og mange venter med længsel på en afløser til alt det grove. I Storbritannien har spionfotografer opsnappet spionbilleder af det, som man mener er den næste Defender. Under alle omstændigheder er det sikkert, at den kommer:

"Der er talt meget om, hvorvidt den nye Defender bliver en café-bil eller en arbejdshest. Vi tror på lidt af begge dele. Der er i hvert fald verdenspremiere på den nye Defender til november, og vi venter den til Danmark i 2020", siger Søren Hyltoft.

Alt i alt blev der sidste år solgt 152 Land Rover i Danmark, inklusive varebiler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.