Ny stortærsker afsløret: Får som den eneste branchens største nyhedspris

CNH har videreudviklet på rotortærskeren, hvilket bringer hæder fra Agritechnica.

Det er den store nyhedsdag for årets Agritechnica-nyheder, der for alvor bliver åbenbaret med uddelingen af Agritechnicas største nyhedspriser.

Allerøverst denne gang havner CNH, som får den såkaldte guldmedalje for en ny stortærsker fra New Holland, som har været rygtet på vej i et stykke tid.

Alle detaljer ligger endnu ikke fremme på bordet, men Agritechnica-arrangøren DLG fremhæver et nyt twin-rotor-system for at øge kapaciteten på den nye stormejetærsker på trods af, at mejetærskere generelt har nået et sted, hvor dimensionerne er svære at pusle med i forhold til transportbredder og vægtregler.

Ifølge DLG er det centrale, at CNH’s ingeniører har fået dimensioneret tingene yderst kompakt og fået monteret motoren på langs i forhold til rotorernes hældningsvinkel.

New Holland oplyser i en pressemeddelelse, at mejetærskeren endeligt præsenteres på Agritechnicas førstedag – uden at afsløre ret mange detaljer om mejetærskeren.

Ifølge producenten vil den overgå CR-seriens hidtidige topmodel i kapacitet så rigeligt.  

New Hollands ”minister for høstmaskiner”, danske Lars Sørensen kommenterer i en pressemeddelelse den nye mejetærsker med ord som banebrydende og med produktivitet på et helt nyt niveau.

- I den eksisterende serie af CR modeller havde vi allerede et design, der levede op til kravene, med topmodellen CR10.90, som har givet det ultimative bevis på, at den er maskinen med verdens højeste produktivitet. Nu har vi udviklet teknologien og automatiseringen yderligere, og vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger fra de første tests hos landmænd, siger han.

Den nye topmodel skal produceres på New Hollands fabrik i Belgien.

Emneord Agritechnica 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.